Jeg har endelig prøvet at tilberede “Quinoa” – noget jeg har villet meget længe – men af uvisse årsager har jeg ikke turdet kaste mig ud i det. Måske skyldes det at Quinoa ser noget spøjs ud, og rent faktisk er et frø, eller måske skyldes det at jeg har været meget i tvivl om hvordan navnet overhovedet skulle udtales. Er kommet frem til at det må udtales [kvi-noa] og ikke “Quar-øh… no” som jeg længe har sådan – omtrent – udtalt det…
Nå, men nu kan vi jo ikke gå og være bange for alt der ser lidt anderledes ud og har mærkværdige navne. Eller… Jo – det kan vi jo i realiteten godt – men det skal vi altså ikke! Så tilbage til tilberedningen.
Det var nemt… Nemt som at koge bulgur. Men nemmere!
“Quinoa salat” (2 personer)
- 1 dl Quinoa
- 1 rød peberfrugt
- 50 g. agurk
- 2-3 soltørrede tomater eller paprika
- 1 fed hvidløg
- 1 spsk. Mango Chutney
- Hvid Balsamico
Fremgangsmåde
Kom 1 dl. Quinoa i en gryde med 2 dl vand og bring i kog. De skal have ca. 15 min. (Tilsæt salt til vandet) Når den er færdig afkøles den på en flad tallerken og blandes derefter med peberfrugt og agurk i tern, og soltørret tomat eller paprika i strimler. En marinade blandes af Mango Chutney, hvid balsamico og hvidløg – og blandes i.

Server med lynstegte asparges eller andre sprøde grøntsager og drys med fx. cashew nødder eller ristede græskarkerner…
