På et af mine, efterhånden mange, hyggelige besøg ude hos “Mettemul” serverede hun for et stykke tid siden et helt fantastisk groft kernebrød med Amarant. Jeg har nu forsøgt at gøre hende kunsten efter, og det lykkedes heldigvis meget godt.
Jeg havde ikke hørt om Amarant før Mette fortalte mig om det, men jeg kunne forstå at det mindede om “Quinoa”. (En anden meget sund og velsmagende frø sort.) Nu har jeg, siden jeg opdagede Quinoa brugt det en del i min madlavning. For det meste har jeg brugt det hel i vege-fars, eller i flager til grød. Jeg synes dog at der er stor forskel både i smag og konsistens mellem de to frø sorter. Quinoa minder lidt om bulgur i hel form og lidt om hirse i flager. Amarant er i en kategori for sig selv. I hvert fald i hel form som er den eneste jeg har smagt indtil videre. Der er nærmest noget kaviar agtigt over konsistensen af frøene, (bare rolig – det smager ikke af fisk!) og det er netop denne saftighed i dem der giver den svampede effekt i det brød som du får en opskrift på lige om lidt.
Det er bestemt ikke sidste gang jeg bager med Amarant eller bruger det i madlavningen!
|
|

(Læs meget mere om Amarant her)
|
|
Nemt og sundt kernebrød med Amarant
Ingredienser
- 3 dl lunken vand
- 4 g. tørgær
- 100 g. hvedemel
- 75 g. grahamsmel
- 80 g. rugmel
- 1 dl kogt og afkølet ”Amarant”
- 20 g. sesamfrø
- 25 g. græskarkerner
- 50 g. hørfrø
- 2 tsk. havsalt
- 1 spsk. sukker
Fremgangsmåde
Bland vand og hvedemel i en skål. Tilsæt sukker og tørgær og lad det stå lidt. Tilsæt de øvrige ingredienser og rør i dejen et par min. Sæt dejen til at hæve med et viskestykke over et lunt sted. Efter en time røres dejen sammen og hældes i en bagepapir beklædt form. Hæver i yderligere en time og bages ved 250 grader i 30-40 min…
Lad brødet køle af på en bagerist og pak det derefter ind i et viskestykke for at holde på fugten. Brødet er bedst dagen efter det er lavet, men det kan være svært at holde nallerene fra det!

|
|



Hej,
Du må lige forklare mig noget, jeg bliver nemlig altid forvirret (og lidt frustreret) når der står fx 1 dl kogt afkølet x, er det så 1 dl INDEN det bliver kogt eller er det 1 dl når det ER kogt? ja undskyld hvis det er et dumt spørgsmål, men det gir ikke nødvendigvis det samme resultat, LOL
Tak!
Ja det forstår jeg godt du er forvirret over, det fremgår ikke specielt tydeligt. Det er INDEN kogningen. Dvs 1 dl Amarant fra posen og så ca. dobbelt så meget vand som Amarant. Hvis der er overskydende vand når det er færdigkogt kan det bare hældes fra. Håber det giver mening.
Selv tak