Jeg har længe gået og lusket rundt om en helt bestemt opskrift på en af mine favorit blogs – Vegan Yum Yum – helt specifikt drejer det sig om denne skønne opskrift: “Eggplant and pine nut rolled lasagna”.
Jeg brugte nogle ret lækre italienske øko-fuldkorns plader af emmer jeg fandt i en helsekost og som jeg købte et stykke tid forinden specielt til formålet. Kombinationen af den grillede aubergine og pinjekernecremen var perfekt! Smagen var fed og tilfredsstillende men ikke overdøvende. Desuden formåede jeg at trylle en tomatsauce frem som jeg fik stor respekt for!
.
Ingredienser
- 4 lange lasagneplader
- 1 lille aubergine
.
Tomatsaucen
- 6-7 fed hakket hvidløg
- Godt med olivenolie
- 1 dåse tomatpure
- 1 dåse flået tomat
- ½ tsk. finthakket rød chili
- ½ tsk. karry
- ½ tsk. ægte vanilje*
- 2 spsk. muscovadosukker (eller brun farin)
- Friskkværnet peber
- Havsalt
.
Fremgangsmåde
Start med at pille og hakke alle de skønne hvidløgsfed. Dask dem med den flade side af kniven og hak dem groft. Varm en god mængde olivenolie i en gryde og vend de hakkede hvidløg deri. Ikke for længe da de derved kan få en kedelig og mystisk smag. Nu skal tomatpuréen “brændes af”. Denne del er meget vigtig og giver saucen en helt fantastisk tyngde og karakteristisk smag. Tomatpuréen må selvfølgelig ikke brænde rigtigt på, og begynder den at sidde fast i bunden af gryden kan du skrue lidt ned for varmen. Det er blot 1-2 min tomatpuréen skal have opmærksomhed, herefter tilsættes flået tomat og krydderier, salt, sukker, (sukker er ret vigtig i tomatsaucen, men anden form for sødme som fx agavesirup vil kunne anvendes .) peber osv… Vaniljen er ligeledes en vigtig ingrediens. Tro mig – det virker! Saucen småsimrer under låg – gerne 15-30 min.
.
Pinjekernecremen
- 60 g. pinjekerner
- 2 spsk. citronsaft
- 5 spsk. vand
- ½ strøgen tsk. havsalt
.
Fremgangsmåde
Pinjekernerne tørristes på en pande til de er gyldne hvorefter alle ingredienser blendes i en blender eller minihakker, til det bliver en creme som kan smøres med en kniv. Tilsæt lidt mere vand hvis pinjekernecremen virker for tør.
De lange lasagneplader, som er kogt lige tilpas møre i saltet vand, lægges på et spækbræt og smøres med pinjekernecremen, herefter lægges tynde aubergineskiver som er penslet med en marinade af olivenolie og sojasauce og bagt i ovnen i ca. 15 min ved 200 grader. Lasagnepladerne rulles og lægges i et fad. Tomatsaucen lægges hen over og retten, drysses med friskhakkede krydderurter som fx timian eller oregano samt evt. lidt rasp eller brødkrummer. Bages i ovnen til den har fået farve og bobler indbydende – ca.10 min ved 175 grader, eller til du ikke kan vente længere med at sætte tænderne i den!
.
.



















Det lyder enormt lækkert – men også lidt avanceret. Gad vide om jeg kan finde ud af det? Tja, jeg bliver vel nødt til at prøve….
Tak for opskriften.
Selvfølgelig kan du da det! Hvor der er vilje ikke sandt?
Håber den bliver god!
Luna
hold da helt fest det ser lækkert ud… det er vidst det jeg skal lave til min mama på søndag
Hej Astrid!
Heldig mama du har dig.
Er det i en speciel anledning du vil lave den? Tror hun vil elske den! Pøj med det.
Luna/Månebarnet
Pinjekernecremen lyder virkelig som prikken over iét – mums!
Det er nemlig lige præcis det den er! Glæder mig allerede rigtig meget til at lave denne ret igen.
UHM! Det lyder lækkert..
Det må jeg ha prøvet af en dag, for pinjekernecremen lyder virkeligt lækker!
Hej Miss Muffin
Det kan jeg også garantere dig for at den er! Og smagen er perfekt sammen med ovnbagt aubergine.
Luna/Månebarnet
Hej
Vil gerne lave dem her til min kæreste som lige har besluttet at leve vegansk. Nu sir du godt nok ‘lange lasagneplader’, hvor skaffer man dem, eller er almindelige også brugbare hvis man skærer dem på langs? Det lyder umiddelbart for småt…
TAK!
Hej Nina
Tillykke med din “nye” veganske kæreste, og hvor er du skøn for at lave denne lækre ret til ham. Det bliver han helt sikkert glad for!
Nu ved jeg ikke hvor i landet du bor, men du skal lede enten i helsekostbutikker eller i velassorterede “specialbutikker” hvis du befinder dig i nærheden af sådanne. Hvis ikke, kan helt almindelige lasagneplader helt sikkert anvendes! Du behøver ikke skære dem over, men i stedet lægge to plader i forlængelse af hinanden når du ruller dem. Det kommer man ikke til at se i det endelige resultat, og det skal nok smage fantastisk lige meget om pladen er i et eller to stykker i rullen.
Held og lykke med opskriften!
~Luna/Månebarnet