~Månebarnet~

…mad med medfølelse!

Grønne tacos! 19. juli 2012


.

Lav sunde og mættende tacos, i kål eller salatblade!

Du kan med fordel lave dem i en tøm-dit-køleskab variation. Som du kan se på billederne herunder, blev det denne aften til “tacos” af spidskål med fyld af kartoffelsalat i en marinade af citron, olie, hvidløg og dild, stegt aubergine, løg og tomattern, majs, fintsnittet frisk spinat, majroe i tern og gulerod i tern.

Der er utallige måder hvorpå du kan kombinere de ingredienser du lige har ved hånden. Men prøv også et grønt taco tema som f.eks:

.

Den mexikanske

    • Chili “Zen” Carne
    • Kogte fuldkornsris
    • Peberfrugt i tern
    • Guacamole
    • Løse majs
    • Tomatsalsa
    • Finthakket rå løg
    • Dressing af sojayoghurt

.

Den indiske

    • Kartofler i karry/sojaflødesauce
    • Kogte kikærter eller linser
    • Fine grønne ærter
    • Fintsnittet frisk spinat
    • Mango chutney
    • Tørristede cashewnødder

.

Den rå

    • Marinerede svampe
    • Spirede grønne linser
    • Tomat i tern
    • Agurk i tern
    • Hakket persille
    • Solsikkekerner

.

Forbered alle ingredienserne og sæt dem på bordet i små skåle så alle kan “bygge” deres helt egen yndlings taco!

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

 

Frække dunser med grønkål! 15. marts 2012


.

Ingredienser (til ca. 12 store deller)

  • 400 g. ukogte kikærter
  • 4 spsk. sojayoghurt
  • ½ dl. koldt vand
  • ½ dl. olivenolie
  • 1 spsk. citronsaft
  • 1 stort finthakket løg
  • 50 g. hakket grønkål
  • 50 g. havregryn
  • 3 tsk. No Egg (kan udelades!)
  • 2 tsk. almindelige paprika
  • ½ tsk. røget paprika
  • 1 tsk. karry
  • 2 fed presset hvidløg
  • 3 tsk. havsalt
  • Evt. 2 tsk. tranebær eller anden syltetøj

.

Fremgangsmåde

Blend kikærterne, der har ligget i blød natten over (ca. 8 timer) med en stavblender eller i en minihakker. Kom dem i en skål og tilsæt de våde og de tørre ingredienser, den hakkede grønkål, det finthakkede løg samt alle de skønne krydderier. Ukogte kikærter bør man ikke spise, og de smager heller ikke godt. Jeg smager dog altid på farsen for at vurdere om den f.eks mangler salt eller syre ved at komme en lille smule af farsen i munden, hvorefter jeg spytter det ud igen i vasken eller i skraldespanden.

Lad farsen hvile i ca. 10 min mens du evt. forbereder noget af det øvrige tilbehør. Steg derefter dellerne ved svag varme til de er sprøde på begge sider. Farsen er fast og de er nemme at stege. Du kan som regel se om de er færdige indeni, ved at farven på siden af dem skifter fra en lysere farve til en mørkere. Hvis du er i tvivl bliver du jo nødt til at prøvesmage én inden aftensmaden sættes på bordet. ;)

.

Servér frikadellerne sammen med f.eks en farvestrålende tomatsalat og nye kogte kartofler med en simpel dressing af olivenolie, citronsaft, presset hvidløg, havsalt og tørret dild. Skal det være rigtig frækt, går det bestemt også an at servere en brun sauce, en grønkålssauce eller en spinatsauce til – samt ikke mindst tyttebær, tranebær eller en anden form for syltetøj velegnet til formålet. Dellerne er også perfekte som et sundt og mættende pålæg i madpakken dagen efter.

.


.

.

.

.

.

.

 

Små, sprøde (og glutenfrie) madpandekager 13. juni 2011


Ingredienser

  • 125 g. rismel
  • 2 spsk. vegetabilsk olie
  • 125 g. kikærtemel
  • 4 spsk. No Egg*
  • 1 ½ tsk. havsalt
  • 5 dl. vegetabilsk mælk (ris, sojamælk eller havre)
  • ½ tsk. bagepulver
  • 2 tsk. gærflager (kan udelades)
  • 2 tsk. hvidløgspulver
  • 1 knivspids karry

* Kan købes i helsekostbutikker eller online, fx på Netspiren.dk

.

Fremgangsmåde

Bland først alle de tørre ingredienser og tilsæt derefter væsken. Dejen har godt af at stå at trække i 10-15 min. Varm en pande godt op, og steg pandekagerne i lidt olie til de er sprøde og gyldne!

Spis dem lune med et par veggie-deller til og en frisk salat bestående af fx tomat, rucola, spinatblade og evt. et par lynstegte portobellosvampe.

.

.

.

.

.

.

.

 

Kilroy 18. marts 2011


En Kilroy er en kikærte-gryde som består af alt godt og grønt fra køleskabet, kogte kikærter og masser af krydderier! Den spises med kartofler, ris eller brød som tilbehør, og bliver kun bedre af at blive lavet en dag eller to i forvejen.

.

Ingredienser (Der bliver en STOR portion)

  • 2 pastinakker i tern
  • 2 fintsnittede porrer
  • 4 skiver knoldselleri i tern
  • 3 gulerødder i tern
  • 2 store løg i tern
  • 250 g. kogte kikærter
  • 3 spsk. ajvar (Kan erstattes med flået tomat)
  • ½ dåse tomatpure
  • 1 dl. rødvin (kan udelades)
  • 2 kinesiske hvidløg, presset
  • ½ rød chili (med eller uden kerner)
  • 2 tsk. karry
  • 2 tsk. paprika
  • ½ tsk. røget paprika
  • 2 tsk. garam masala
  • 3 spsk. lys tahin
  • 2 dl. koldt vand
  • 1 dåse kokosmælk (ikke light!)
  • 3 spsk. friskpresset citronsaft
  • 3 tsk. havsalt

.

Fremgangsmåde

Alle grøntsagerne skrælles, pilles, snittes, hakkes og steges kort hvorefter de våde ingredienser tilsættes. Retten småkoger og smages til med alle de skønne krydderier.

.

Tæppebomb gerne din Kilroy med persille inden servering!

.

.

.

.

.

.

 

Crash Hot Potatoes 10. marts 2011


.

Denne enkle men geniale opskrift har jeg fra den skønne madblog VeganYumYum. Jeg har lavet dem utallige gange, både som hyggeaftensmad for to, til fællesspisninger for mange og på caféen til endnu flere! De er både billige og nemme at lave, og så er de rålækre.

.

Ingredienser (til 4 personer)

  • 8 store kartofler
  • Olivenolie
  • Havsalt
  • Røget paprika
  • Frisk eller tørret rosmarin

.

Fremgangsmåde

Skrub kartoflerne med en svamp eller lignende. Det er vigtigt at skrællen bliver på kartoflerne til denne opskrift. Kog dem møre i godt saltet vand, hæld vandet fra og lad dem dampe af til skrællen bliver tør og let rynket. Læg dem derefter på en bageplade med bagepapir. Nu skal der crashes! Brug din håndflade til først at give dem et godt tryk hvorefter du drejer kartoflen et par gange med yderligere et par tryk. En smule af kartoflen må gerne være synlig under skrællen så den får en grov struktur.

Pensel eller hæld derefter olivenolie over dem samt drys med havsalt, røget paprika og rosmarin!

Bag kartoflerne højt i ovnen ved 200 grader i 15-20 minutter til de syder og er sprøde!

.

Server de “smadrede kartofler” sammen med en farvestrålende salat, et par veggiedeller og evt. denne veganske ostesauce.

.

.

.

 .

.

.

.


 

 
%d bloggers like this: