~Månebarnet~

…mad med medfølelse!

Appelsinmarinerede jordbær med mynte 24. juli 2012


.

Sommertid er jordbærtid. Som veganer er der ikke noget hokus pokus i at udskifte kofløden med plantefløde når den traditionelle jordbær med fløde skal på bordet. Men prøv også denne lige så lækre og yderst delikate måde at nyde sommerens jordbær på.

.

Ingredienser (til 2 personer)

    • 500 g. danske  jordbær
    • Saften fra 1 appelsin
    • Skrællen fra 1 appelsin
    • ½ vaniljestang
    • 5 finthakkede mynteblade
    • 1 knivspids havsalt

.

Fremgangsmåde

Skyl jordbærene, fjern stilke/blade og skær dem i halve eller kvarte, som du foretrækker dem. Bland ingredienserne til marinaden og kom bærrene i. Lad dem marinere i ½-1 time og server dem til en tung og syndig chokoladekage eller som her, sammen med en frisk frugtsalat.

.

Brug friske, modne og økologiske ingredienser, det kan smages!

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

 

Veganske pølsehorn & namsere! 6. maj 2012


.

Ingredienser (til 24 pølsehorn)

.

Dej:

  • 25 g. olie
  • 5 dl. vegetabilsk mælk
  • 25 g. gær
  • 2. tsk. sukker
  • 3. tsk. havsalt
  • 300 g. grahamsmel
  • 500 g. hvedemel

.

Tomatdressing:

  • 10 spsk. ketchup
  • 5 spsk. vegetabilsk fløde
  • 1 fed presset hvidløg
  • 2 tsk. havsalt

.

Øvrigt:

  • 2 pakker tofupølser

.

Fremgangsmåde

Lun mælk og olie i en gryde til det er fingervamt (dvs. når det har samme temperatur som din finger og du ikke kan mærke at det er hverken koldt eller varmt), hæld det i en skål og opløs gæren deri. Tilsæt salt og sukker samt mel og ælt derefter dejen på et meldrysset bord i ca. 5-7 min. Dejen skal være smidig men ikke klæbe fast til bordet eller din hænder.

Lad dejen hæve under et klæde et lunt sted i ca. 1 time. Slå derefter dejen ned og del den i 3 stykker. Rul hvert stykke ud til en stor cirkel (ca. 30 cm. i diameter) og del den derefter i 8 lagkagesnit. Læg  en stribe af 1 tsk. tomatdressing på den bredeste del af hvert stykke. Læg et stykke sojapølse (jeg brugtelange wieners fra Nagel med 4 pølser i en pakke – delt i 12 stykker) ovenpå og træk dejen fra hver side hen over dressing og pølsestykket for at forsegle det. Rul derefter ned mod spidsen til du har et horn. Læg hornene på en bageplade med bagepapir og lad dem hæve i ½ time inden de bages i 15 min. ved 200 grader (alm. ovn)

.

.

Variation!

Da jeg kun havde købt én pakke sojapølser (svarende til 12 pølsehorn), og der var dej nok til 24, fik jeg lov til at udfolde mig kreativt! De sidste 12 stykker blev derfor til:

  • 4 horn med tomatdressing, to soltørrede tomater i skiver, en kalamata oliven og godt med tørret timian (kærestens favorit)
  • 4 horn med tomatdressing og revet vegansk ost (af mærket VeGourmet fra Vegan Wonderland)
  • 4 horn med tomatdressing og en grøn rå asparges delt i to (min favorit!)

.

Pølsehornene var rigtig lækre, som pølsehorn jo kan være. Men de tre forskellige variationer endte med at stjæle al opmærksomheden! Jeg er slet ikke i tvivl om at jeg skal bage horn igen, uden pølser men med forskelligt spændende fyld. Jeg tænker allerede nu på hvordan bløde løg med røget paprika, frisk spinat, forårsløg, ovnbagt aubergine eller marineret tahinstegt tofu mon smager deri?

Allan har fået lov til at navngive hornene der ikke er pølsehorn. “Namsere…” ;) :D

.

.

.

.

.

.

.

.

 

Veganske quesadillas! 22. februar 2012


.

I går (tirsdag d. 21. februar) var det pandekagens dag!

Men se, det var jeg jo sådan set slet ikke klar over før efter vi havde spist aftensmad i går, og min kæreste læste det på nettet. Min første reaktion var at udbryde: “Neej… Så skulle vi jo have haft pandekager i dag!” Men tænk sig, det havde vi jo faktisk også fået. De var bare mexicanske! Tortilla betyder nemlig “lille kage” på spansk – og hvem siger pandekager absolut skal være søde? Disse madpandekager er super hurtige at lave, meget smagfulde og virkelig mættende!

.

Ingredienser (til 2 quesadillas )

  • 4 fuldkorns tortilla
  • 2 spsk. majs
  • 50 g. frisk spinat

.

Tomat/auberginefyld

  • ½ aubergine (ca. 150 g)
  • 200 g. cherrytomater
  • 2 fed presset hvidløg
  • 2 tsk. havsalt
  • Evt. ½ tsk. chilipulver

.

Bønnespread

  • 280 g. kidneybønner
  • 2 fed presset hvidløg
  • 1 spsk. citronsaft
  • 1 tsk. havsalt

.

Fremgangsmåde

Start med at dræne kidneybønnerne i en si hvis de er fra dåse. (Til denne ret brugte jeg chilibønner fra “Bon Apppetit” i karton som kan købes i butikker fra Dansk Supermarked) Hæld bønnerne i en skål og blend dem med en stavblender til en næsten ensartet masse – den behøver ikke at være helt cremet. Tilsæt salt, citronsaft og presset hvidløg og smør 4 tortillas med den lækre bønnespread. (Som i øvrigt med fordel kan laves og anvendes som pålæg på brød!)

Skær herefter aubergine i ca. 1 cm tykke skiver og derefter i tern. Steg dem ved jævn varm i rigeligt olivenolie samt 2 tsk. havsalt til de har fået farve og er blevet bløde. Skær cherrytomaterne i kvarte og steg dem til de begynder at væske lidt. Tag panden af varmen og tilsæt også de pressede hvidløg. Hæld derefter tomat/auberginefyldet i en si med en skål under, og vask panden af.

Fordel fyldet på to af de smurte tortillas og fordel også 1 spsk. majs samt den friske spinat på dem. Smæk de to andre smurte tortillas ovenpå og tryk dem forsigtigt ned.

Steg dem derefter på hver side ved god varme i lidt olivenolie. Det går stærkt, så de skal kun have to minutter!

.

Skær de dampende varme quesadillas i kvarte og server dem sammen med en stor skål farverig salat (du kan med fordel bruge resten af majsene til formålet) samt nachos med salsa eller guacamole!

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

 

Crash Hot Potatoes 10. marts 2011


.

Denne enkle men geniale opskrift har jeg fra den skønne madblog VeganYumYum. Jeg har lavet dem utallige gange, både som hyggeaftensmad for to, til fællesspisninger for mange og på caféen til endnu flere! De er både billige og nemme at lave, og så er de rålækre.

.

Ingredienser (til 4 personer)

  • 8 store kartofler
  • Olivenolie
  • Havsalt
  • Røget paprika
  • Frisk eller tørret rosmarin

.

Fremgangsmåde

Skrub kartoflerne med en svamp eller lignende. Det er vigtigt at skrællen bliver på kartoflerne til denne opskrift. Kog dem møre i godt saltet vand, hæld vandet fra og lad dem dampe af til skrællen bliver tør og let rynket. Læg dem derefter på en bageplade med bagepapir. Nu skal der crashes! Brug din håndflade til først at give dem et godt tryk hvorefter du drejer kartoflen et par gange med yderligere et par tryk. En smule af kartoflen må gerne være synlig under skrællen så den får en grov struktur.

Pensel eller hæld derefter olivenolie over dem samt drys med havsalt, røget paprika og rosmarin!

Bag kartoflerne højt i ovnen ved 200 grader i 15-20 minutter til de syder og er sprøde!

.

Server de “smadrede kartofler” sammen med en farvestrålende salat, et par veggiedeller og evt. denne veganske ostesauce.

.

.

.

 .

.

.

.


 

Æble/rabarber Crumble 2. februar 2008

Arkiveret i: Alle veganske opskrifter,Børnevenlige opskrifter,Frugter og bær,Kage — Luna Månebarn @ 9:44 am

Denne dessert er nem og rigtig lækker! Jeg har lavet en rigtig mange gange efterhånden, og finder at den kun har godt af at man ikke følger opskriften 100 % men er rundhåndet med krydderierne og prøver sig frem! Kagen er også kendt som “smuldredej kage”.

Æblerne kan med fordel blandes med anden frugt såsom pære, solbær, blåbær, fersken eller rabarber som på billedet.

.

.

Ingredienser (til 6-7 personer)

  • 3-4 æbler (gerne af forskellig sort og syrlighed)
  • 1-2 stænger rabarber i skiver kogt et par min med lidt sukker
  • 200 g. plantemargarine *
  • 150 g. muscovado (Uraffineret rørsukker – Kan købes i helsekost butikker)
  • 50 g. havregryn
  • 200 g hvedemel mel (noget af melet kan erstattes af grahamsmel)
  • 1 tsk. stødt kanel
  • 1 tsk. stødt nellike
  • 1 stang vanilje eller 2 tsk. vaniljesukker
  • 1 – 1 ½ tsk. havsalt (vigtigt – fremhæver smagen!)
  • Evt. en håndfuld rosiner og nogle halve ristede mandler

* Følgende plantemargariner er veganske:

.

Nutana (Føtex)

Fri (Kvickly, Irma)

Ama’s økologiske

Flydende Becel  – den gule (Føtex, Fakta)

.

Fremgangsmåde

Skræl og skær æblerne i små både og læg dem i et ildfast fad. Bland dem med de letkogte rabarberstykker. Brug derefter fingrene til at smuldre mel, havregryn og margarine i en skål. Dejen skal klumpe sammen når du krammer den, men være mulig at smuldre igen. (Tip! Noget af plantemargarinen kan erstattes med æblegrød, for en fedtfattigere udgave!) Tilsæt muscovado sukker, stødt kanel, stødt nellike og vaniljekorn/vaniljesukker. Bland ca. 1 spsk. Muscovado sukker i æblerne, og drys rosiner og mandler henover. Læg forsigtigt smuldredejen ovenpå æble bådene, og pres ikke smuldredejen ned over frugten. Der må gerne stikke et par æbler op, og æbleskiverne skal gerne begynde at boble mellem smuldredejen eller i kanten af fadet…

Serveres evt. med en klat vegansk flødeskum ved siden af.

.

.

Bages midt i ovnen ved 200 grader i 45 – 60 min
 

 
%d bloggers like this: