~Månebarnet~

…mad med medfølelse!

Agurketzatziki med dild 21. november 2011

Arkiveret i: 1. Forretter,3. Tilbehør,Alle veganske opskrifter,Glutenfri,Græsk,Grillmad — Luna Månebarn @ 11:04 am

Nu har I fået en opskrift på rødbedetzatziki, så det er vist på sin plads også at afsløre hemmeligheden bag en god vegansk agurketzatziki! Denne opskrift er rigtig nem og resultatet bliver en tzatziki jeg gerne vil garantere at alle vil elske!

Ingredienserne gærflager og HUSK kan du læse om under siden Et smugkig i mit køkken. Som i mange andre af mine andre opskrifter står det dig frit for at undlade disse ingredienser, men det er ingredienser jeg bruger for at tilføje mine retter det dér ekstra ziing. Nå ja, og hvis du er  i tvivl, er det godt hvis maden har fået lidt ziing;)

.

.

Ingredienser (til en stor portion!)

  • 4 agurker
  • 1 ½ bæger sojayoghurt
  • 1 ½ brik sojafløde
  • ½ dl citronsaft
  • ½ dl. olivenolie
  •  1 ½ spsk. HUSK
  • 2 spsk. gærflager
  • 1 ½ spsk. bouillonpulver
  • 4 ½ spsk. tørret dild
  • En knivspids karry
  • 3 fed hvidløg
  • 3 tsk. havsalt
  • Friskkværnet peber

.n

Fremgangsmåde

Start med at halvere agurkerne på langs og fjern kernerne med en lille ske. Det er en god idé at købe nogle gode faste og slanke, gerne økologiske, agurker til formålet, hvorved der ikke er særligt meget kernespild. Du kan også vælge at komme kernerne i din blender sammen med dine yndlingsfrugter og bær i til en lækker og sund juice.

Skær de udkernernede agurker i tern og kom dem i en skål.

Rør derefter sojayoghurt, sojafløde og citronsaft sammen i en anden skål, og tag din mixer eller stavblender frem. Olivenolien skal hældes i meeeget langsomt i en tynd stråle. Du kan evt. få én til at hjælpe dig. En sjov opgave hvis du har børn med i køkkenet.

Når olien er hældt i vil du se at dressingen er tyknet.

Herefter tilsættes HUSK (for at tykne den yderligere) samt alle de lækre krydderier.

Til sidst kommer du agurketernene i, og tzatzikien sættes på køl i 10-15 min. Den kan også laves dagen før, og holder sig fint i flere dage i køleskabet.

.

.

Jeg er tosset med dild! …og dild passer bare perfekt sammen med agurk i en salt/syrlig cremet dressing.

…til alle jer andre dild-elskere derude kan jeg glæde jer med at dild har et enormt højt indhold af jern. Kigger du på fødevaredatabankens oversigt over de fødevarer der indeholder mest jern, finder du tørret dild øverst på listen, med ikke mindre end 48 mg jern pr. 100 gram!

Ja, jeg er godt klar over at det er urealistisk at spise 100 g. tørret dild på én gang. Men når den anbefalede daglige dosis er på mellem 9-15 mg jern, ser sagen straks lidt anderledes ud.

Det er derfor en god idé altid at have en krukke med tørret dild stående hvor du hurtigt kan forkæle sig selv og din mad med den! Køb en god økologisk dild, så du er sikker på du får det bedste og sundeste krydderi.

.

.

.

Tip! Samme dressing som bruges til agurketzatzikien, kan bruges til en sommersalat hvor du udskifter de friske agurketern med syltede agurketern eller syltede agurker i skiver. Du kan også lave en farverig Russisk Salat? En Italiensk Salat? Karrysalat? Eller…? Kun din fantasi sætter grænsen!

.

Velbekomme!

.

.

.

.

.

.

 

 
%d bloggers like this: