~Månebarnet~

…mad med medfølelse!

Myter om veganisme (Gæsteindlæg af Thomas Erex) 16. oktober 2011

Arkiveret i: Det der ikke er opskrifter,Gæsteindlæg,Veganisme — Luna Månebarn @ 11:24 pm

(Dette indlæg er inspireret af adskillige samtaler, jeg har haft på det sidste, og er på ingen måde ment som en provokation, og der skal ikke læses fordømmende undertoner i teksten. Jeg vil aflive myter – ikke være fordømmende.)

Myter om veganisme:

-         Det er dyrt.

-         Det er svært.

-         Det er usundt.

-         Det er ekstremt.

-         Det er unaturligt.

 .

Det økonomiske aspekt er hurtigt overstået, for eftersom jeg fører regnskab over mit forbrug, kan jeg allerede nu se, at jeg på ingen måde kommer til at bruge flere penge som veganer, end jeg gjorde som altspisende. Vegetabilsk mælk koster 15-20 kroner for en liter, hvor en liter mælk fra en ko koster bare en femmer, men du vil spare penge så mange andre steder (kød er dyrt!), at det ikke vil påvirke den endelige udgiftstotal, selv hvis du bruger mælk hver dag.

 .

Svært er det heller ikke. Internettet er din ven i mange henseende, og når man skal gå fra en livsstil til en anden, er internettet det perfekte sted at finde råd og vejledning om sin nye livsstil. Grundlæggende er der tre gode råd til veganere, men kun et af dem er særligt gældende for veganere: Spis varieret, lyt til din krops signaler og sørg for at få B12. Alle bør spise varieret for at få opfyldt deres behov for næringsstoffer, så det siger sig selv, at det samme er gældende for veganere. Din krop reagerer på din behandling af den, og den vil reagere, hvis du gør noget forkert, så lyt til den – det gælder for altspisende såvel som vegetarer og veganere. B12-vitamin er det eneste, som veganere skal tage et kosttilskud for at få på en sund måde (mere om det senere).

 .

Om veganisme er usundt kommer an på, hvad du vælger at spise. Det har intet med veganismen at gøre, men afhænger helt af, hvad du vælger at spise af sunde/usunde fødevarer. Der er, udover vitamin B12, ikke noget du ikke kan få via en vegansk kost, som du kan som altspisende. Til gengæld slipper veganere blandt andet for et sundhedsskadeligt indtag af kolesterol – risikoen for at dø af et hjerteanfald som veganer er blot en tiendedel af risikoen som altspisende.

 .

Ekstremt er det vel kun set i forhold til normen. Normen er at være altspisende med alle de ulemper, der følger med det for miljøet, klimaet, sundhed og dyrenes velfærd. At afvige fra normen er ikke nødvendigvis en dårlig ting, og hvis man ser det som ekstremt, er det højst sandsynligt fordi man ikke ved særlig meget om det.

.

Er det så unaturligt at være veganer? Man kan jo ikke få B12, er det ikke et klart bevis på, at naturen ikke har designet os til en vegansk livsstil? Nu kan vi jo heldigvis få B12 på pilleform (lavet ved fermentering – altså af bakterier, ikke udvundet af dyr), så det er ikke noget problem – og nej, det er heller ikke mere unaturligt end den altspisende livsstil. Altspisende får dækket deres B12-behov gennem de animalske produkter de spiser, men B12-vitaminet kom ganske unaturligt ind i disse animalske produkter. Dyrene i den industrielle produktion (det er dem, du kan købe produkterne af i dit supermarked) får tilført B12 via et vitamintilskud. Så om det er dyret eller dig, der spiser pillen er vel uvæsentligt i forhold til, at du skal have dækket dit behov for vitaminet.

.

Men for mig at se, er det ikke vigtigt, om det kan kaldes naturligt eller ej. Vi har mulighed for at leve vegansk. Uden at slå ihjel. Uden at udnytte andre levende, bevidste væsner med evnen til at føle smerte. Spørgsmålet er helt enkelt:

.

Mad med eller uden lidelse?

.

.

 

.

.

 

En gris’ død 2. juni 2011


.

Følgende tekst er oprindeligt skrevet som et essay tilbage i efteråret 2010 af den, dengang, 17-årige Jacob Munk fra Odense. Han sendte det til Den Fynske Landsby i håbet om, at det ville sætte nogle tanker i gang vedrørende hvorledes den traditionelle slagtning af en gris i forbindelse med fejring af kartoffelferien (som de fleste bedre vil kunne genkende som efterårsferien), blev gjort til simpel familieunderholdning. Han postede det efterfølgende på Vegetarkontakt.dk hvor jeg første gang læste det, og var meget imponeret over Jacobs måde at formulere sig på, samt at jeg ikke mindst blev berørt over hans ord. Senere blev essayet publiceret som artikel i Dansk Vegetarforenings medlemsblad Vegetaren, og nu er det endelig endt her på Månebarnet, efter lang tids overvejelse. Dog har jeg ikke været i tvivl om at jeg på et tidspunkt ønskede at poste den.

…for som jeg også fortalte Jacob da jeg skrev og spurgte om jeg måtte poste hans artikel, har jeg været noget afholdende i forhold til at lufte mine tanker omkring, ikke dyrevelfærd, men dyrerettigheder her på Månebarnet. Jeg ønsker ikke at skræmme mine trofaste altspisende læsere væk, med skræmmekampanger imod kødspisning. Mit håb i forhold til at poste Jacobs artikel her på Månebarnet er at den, trods sit grafiske indhold, ikke vil blive set som en skræmmekampagne, men derimod som en opfordring til refleksion over den måde vi anskuer dyr på. Hvilke dyr har rettigheder? I dette tilfælde tænker jeg på det aller mest basale, nemlig retten til liv. Hvilke har ikke? Hvorfor forholder det sig således? Og sidst men ikke mindst, burde det forholde sig således? Hvorfor er det ok at slagte fx en kalv og spise dets kød, men aflivningen af ulovlige hundehvalpe anses af mange som værende dybt uetisk? Dyrelægerne som sætter kanyler med gift i disse hunde, og derved frarøver dem deres liv, har jeg hørt en slagter omtale som mordere. Men hvad kalder vi slagterne? Ja. Slagtere, ikk…?

Hvordan kan vi sidde i godt selskab en lun sommerdag og spise frokost ude foran en café, med vore popo’er solidt placeret på et blødt hvidt lammeskind, mens én af de øvrige gæsters lange hvidhårede uldne hund lunter, uforskammet lækker, rundt blandt bordene – uden at forholde os til ironien i situationen? Hvorfor, hedder dette indlæg ikke “En hunds død”…?

.

.

.

»Det er kartoffelferie i Den Fynske Landsby, og overalt er der aktiviteter for hele familien: man kan støbe stearinlys, bage kardemommekage eller grave kartofler.

Jeg kom dog ikke for at støbe stearinlys, eller grave kartofler. Jeg kom som dyrerettighedsaktivist for ved selvsyn at opleve slagtningen af en gris.

Det er den 20. oktober, klokken er kvart i 11 – det vil sige at der er nøjagtig et kvarter til at slagtningen skal foregå. Jeg går hurtigt gennem Den Fynske Landsbys mudrede stier, da jeg ved at denne slagtning, som er en årlig tradition, trækker publikum til i store tal. I år var ingen undtagelse: da jeg ankommer til den gamle præstegård, hvor slagtningen skal foregå, står folk allerede tætpakket op af hegnet. Jeg finder mig en plads.

Jeg kigger rundt: foran mig ser jeg en bænk og en balje. Oven på bænken en kniv og en boltpistol. Baljen er tom. Rundt om hegnet står publikum og venter ivrigt: langt størstedelen af gæsterne er familier med børn. Jeg er den eneste i alderen mellem 13 og 30 år.

Dagens hovedperson gør opmærksom på sig selv: inde i et lille bur lavet af træ står grisen med poterne op ad brædderne. Den gennemsøger alle hullerne med sin tryne. Træder et skridt til siden, så tilbage, til siden og tilbage… ”Se mor, grisen leger!” udbryder en pige på min højre side.

Grisen ser, at den ikke kan bevæge sig nogen steder hen og lægger sig ned.

.

.

.

.

”Hvornår dør grisen, far?”

”Kommer ham, der skal dræbe den, ikke snart?”

Børnene bliver utålmodige. De voksne tager det mere roligt. De snakker og hygger sig, også med dem, de endnu ikke kender.

Flere af dem kommer åbenbart hvert år til denne begivenhed. Ved siden af mig hører jeg en dame snakke om, hvor voldsomt grisen reagerede det foregående år: ”Den skreg og skreg, og prøvede at
stikke af – børnene blev helt bange.” Alligevel var hun mødt frem igen.

Klokken er blevet 11, og ud af præstegården træder en museumsmedarbejder fra Odense Bys Museer. Hun fortæller os, at formålet med griseslagtningen er at vise, hvordan selvforsyning var en nødvendighed i landbosamfundet, og at de vil bruge slagtningen til at sætte dagens industrialiserede dyrehold i perspektiv. Hun er både veltalende, humoristisk og velovervejet. Ikke én blandt publikum kan da være kritisk over for projektet nu. Kan man?

Slagteren og 3 assistenter træder ind. Der bliver musestille blandt de besøgende. Han ser sig rundt og smiler til sit publikum, der glædeligt smiler igen. Børnene, der er ved at blive utålmodige, er lettede over, at det endelig går i gang. Han går hen til buret, åbner det, og forventer at grisen går ud.

Det gør den ikke. Publikum griner, og det samme gør slagteren. ”Den sover vist” er der en, der siger ved siden af mig. ”Ja, den ved slet ikke, hvad der skal ske” svarer en anden. Slagteren klapper den 3 gange på ryggen for at få den ud, dog uden effekt. De 3 andre løfter i bagsiden af buret, og får på den måde grisen til at glide ud. Den går som det første hen til slagteren, der holder den i snor, og lugter til hans gummistøvler, grynter og slikker på dem. Folk griner igen: Jeg tror, det har moret dem at se, hvor meget grisen i dette øjeblik lignede et kæledyr, der farer hen til sin ejer og hilser goddag. Man fornemmer en tilfredshed fra grisen – en tilfredshed over igen at få rum til at bevæge sig og snuse til jorden. Men så får den øje på kniven. Og jeg vil aldrig i mit liv glemme dét der sker herefter:

Grisen skriger desperat og højlydt. Den bliver ved og ved. Nu ved den udmærket, hvad der skal foregå. Jeg har aldrig hørt et skrig udtrykke så meget frygt. Jeg bliver stiv i kroppen. Målløs. Jeg tager mig til panden. Den prøver at løbe, så de tre slagterhjælpere går hen og tager fat om den, og vender den om på ryggen, mens dens ben spræller i luften. Grisen har ikke en chance. De lægger den på bænken.

Slagteren står lige foran mig, så jeg kan ikke se alt, hvad der foregår. Men jeg kan se grisens hoved, der vender sig fra side til side, kroppen, der ryster – og ikke mindst kan jeg høre skriget, der nu er sunket et par oktaver og næsten lyder som løvebrøl. Mange af børnene holder sig for ørerne.

Slagteren tager boltpistolen og sætter den for grisens pande. Den bliver stille. Jeg bemærker, at den ene slagterassistent holder sig for ørerne, da slagteren trykker på aftrækkeren og bedøvet dyret. Lyden var dog ikke synderligt høj. Grisen gav et sæt. Skuddet efterlod et hul og blodet strømmede nedover dens ene øje. Men der var stille nu.

”Du kan godt lytte igen nu”, sagde en mor til sit barn. To midaldrende kvinder, der stod bag mig, grinte lidt over den følelse af ubehag, der var opstået hos dem begge i øjeblikket. Enten havde det ikke mærket dem så meget, eller også, og mere sandsynligt, brugte de hinanden til at distancere sig til den væmmelige følelse af rædsel. De var ikke alene med den reaktion: alle bar i dette øjeblik lidt det samme smil, som når man efter at have været oppe i en vild forlystelse, lettet griner af, hvor bange man blev.

Herefter løftede to af slagterassistenterne det døde dyr op i en balje, hvor de skar hårene af, mens den tredje stod og rørte rundt i den spand, som blodet havde fået lov til at løbe ned i. Og dér slutter det. Jeg vender mig om og går. Mit hjerte banker, som om jeg havde løbet et maraton.

Dette var første gang, jeg så et større dyr dø. Og det var også første gang i mine år som dyrerettighedsaktivist, at det ikke var min fornuft, der drev mig – her var det også følelser. Empati. Men hvad oplevelsen også fik mit til at forstå er, at skellet mellem fornuft og følelser, når det kommer til etik, ikke nødvendigvis er så stort:

Dyrerettighedsaktivister bliver tit beskyldt for at være sentimentale og irrationelle. Og selv om jeg efter min oplevelse var, indrømmet, sentimental – var jeg så irrationel?

Er det antropomorfisme (med andre ord: er det fordi jeg tillægger grisen nogle egenskaber, der udelukkende tilhører mennesker) når jeg siger at grisen blev ”glad” for at komme ud af buret, ”nød” at snuse rundt i jorden, blev ”bange” da den så kniven, og flygtede fra smerten? Er det en ”disneyficering” af grisen? Ophøjer jeg den til noget, den ikke er?

Vi ved at dyr ikke blot er levende organismer, men også er oplevende og bevidste, kan føle glæde og sorg, endda give udtryk for disse, er sociale (tænk bare på høns’ hakkeordning), oplever velfærd og lever ikke bare i en et-sekunds-verden, men handler i nutiden for at opnå bedst mulige resultater for sig selv i fremtiden.

Hvad jeg sammen med de andre besøgende i Den Fynske Landsby oplevede, var derfor ikke noget ”hyggeligt” som det blev fremstillet som, ikke engang noget ”beklageligt men nødvendigt”, det var noget decideret uetisk.

Og det var endda på trods af, at dette dyr havde et langt bedre liv, den har boet hele sit liv i den fynske landsby, og en mindre smertefuld død, end dyr i et moderne landbrug. Men smerte er ikke den eneste skade man kan påføre dyr: Den anden er berøvelser. Vi berøvede grisen sin frihed, da vi spærrede den inde i buret. Vi berøvede den sin frihed, da vi tvang den op på slagterbænken. Til sidst berøvede vi den livet selv…«

.

.

.

 

Vild med vild mad – gæsteindlæg 24. maj 2011

Arkiveret i: Andre bloggere,Fødevarer og sundhed,Gæsteindlæg,Krydderi — hippiehulen @ 6:47 pm

Maj har været så henrivende at skrive dette gæsteblogindlæg på Månebarnet. Hvis DU har lyst til også at skrive et gæsteblogindlæg her på Månebarnet – det kan være om alt lige fra veganske opskrifter eller oplevelser du gerne vil dele, restaurant anmeldelser osv – er du velkommen til at skrive til mig på lunakrause@gmail.com med dit forslag.

.

På jagt efter ramsløg
Ramsløg er på mange måder en forkætret plante, den lugter skarpt og kan brede sig voldsomt, men har også mange nyttige formål; hele planten med blade, stilk og endda blomster kan spises. De kan spises rå eller laves til det skønneste grønne urtesalt eller en lækker pesto. Som en sidegevinst kan det tilføjes, at den har et C-vitaminindhold, der er 10 gange højere end i citroner og foruden dette også indeholder stoffer, der virker antibiotisk og er med til at styrke immunforsvaret.

Så det er bare om at tage en kurv under armen og komme en tur i skoven. Det er vigtigt, at man er sikker på, at det er ramsløg man plukker, da den til forveksling kan ligne den meget giftige liljekonval. Det er dog heldigvis nemt at lugte forskel, da ramsløget lugter kraftigt af hvidløg.

.

Urtesalt med ramsløg
-100 gram ramsløg
- 2,5 dl groft havsalt

Ramsløgene skylles grundigt og duppes eventuelt tørre på et viskestykke.

Salt og ramsløg kommes i en blender eller foodprocessor og forvandles til en skøn grøn masse.

Massen fordeles på en bageplade med bagepapir og stilles i ovnen ved 50 grader.

Så er det bare om at vente til saltet er tørt, men husk gerne at røre rundt nogle gange undervejs.

Det tager en god times tid.
Hvis man synes saltet er for groft, kan man jo smide det en ekstra tur i foodprocessoren.

Husk at lade saltet køle helt af, inden det hældes på glas.
Kan bruges i alle retter, hvor man ellers ville have brugt urtesalt eller som en kreativ værtindegave.

.

.

.

Ramsløg pesto
- ramsløg
- olie
- mandler
- cashewnødder
- citronsaft
- salt
- evt. andre krydderier efter lyst

Skyl ramsløgene grundigt og kom det i foodprocessoren sammen med de andre ingredienser.

Pesto er en smagssag, så der er ikke skrevet mål på ingredienserne, da man bare er nødt til at prøve sig frem.

Når man alligevel er i gang, kan man jo lige så godt lave en pæn portion og fryse nogle poser ned til en kedelig vinterdag.

Kan nydes på en skive lækkert brød, i en salat eller på pasta…

.

.

.

.

.

.

.

Mere vild mad
Det er jo selvfølgelig ikke kun ramsløg, som man kan bruge fra naturen. Især i foråret bugner skoven af lækre spiselige planter og blomster. En skøn forårsdag i april var jeg en tur i skoven, hvor resultatet blev en salat med vejbred, bøgeblade, mælkebøtter, marts violer og skovsyre spicet op med jordbær og ærter. Hertil blev der serveret en brændenældesuppe.

.

Velbekomme…

 

Gæsteindlæg fra Berlin 31. januar 2011

Arkiveret i: Gæsteindlæg,Madanmeldelser,Svampe — Nina @ 10:00 pm

Jeg er så heldig, at jeg har fået lov til at lave et gæsteindlæg her på Månebarnets blog: jeg har nemlig lige har været i Berlin og spise på dejlige veganske restauranter, og det havde jeg sådan en lyst til at dele med andre! Der var især to restauranter, jeg havde glædet mig til at besøge, og som jeg har læst om i guidebøger og på nettet: gourmetrestauranten La Mano Verde og aktivistcaféen Café Morgenrot.

La Mano Verde ligger et stykke uden for Berlins centrum i et lidt mærkeligt, øde kvarter. Det var det i hvert fald den torsdag aften, min mor og jeg besøgte restauranten. Men indenfor i restauranten var der dejligt varmt og mange fine stearinlys, og en sød fransk tjener bød os velkommen.

Vi bestilte en femretters menu efter kokkens valg og husets økologiske hvidvin.

.

.

Forretten var en lækker, smagfuld salat med pesto og rød peberfrugt på en bund af rødbedecarpaccio.

.

.

Herefter en tomatsuppe, som jeg desværre kom til at spise (en del) af, inden jeg kom i tanke om, at jeg da ville have et billede af den.

.

.

Så kom et råt indlag: en raw food ret, der som bekendt ikke har været opvarmet til mere end 42 °C. Det var majroeravioli med en tomat-cashew-creme serveret med spirer, pesto, pærer og rødbede med ingefær.

.

.

Hovedretten var meget traditionelt indspireret; stegt seitan, kartofler, svampe og en kirsebærsauce.

.

.

Til dessert fik vi en chokoladekage i lag med chokoladecreme imellem. Hertil mango, blåbær og ribs.

.

.

Det var virkeligt spændende at opleve vegansk mad à la gourmet – jeg synes tit, det kan være svært at spise vegansk i Danmark, og at det tit er nemmere at finde en falafel eller en pizza uden ost end at finde en restaurant, der har vegetarisk mad og herefter undersøge, om det også er vegansk. Det var sjovt at se, at vegansk mad kan være lige så lækkert, delikat og lige så meget en stor restaurantoplevelse som en almindelig kødrestaurant – det var jeg selvfølgelig ikke i tvivl om, men det var rart, at det var nogle, der heller ikke var i tvivl, og som rent faktisk havde bygget en restaurant op omkring den idé!
De første fire retter var meget lækre, men jeg må sige, at desserten ikke var den store oplevelse. Chokoladekagen var en anelse tør og ret anonym. Jeg synes, det er vigtigt, at veganske kager er lige så lækre som ikke-veganske – fordi det sagtens kan lade sig gøre og for at overbevise ikke-veganere om det gode og velsmagne ved vegansk bagværk.

Lørdag formiddag tog vi på Café Morgenrot for at spise brunch. Vi var der, da caféen åbnede kl. 11, og den blev straks fyldt af sultne veganere og vegetarer. På Café Morgenrot er der selvbetjening. Man bestiller drikkevarer – the og kaffe – i baren, og så er det ellers bare om at gå ombord i det overdådige tag-selv-bord. Når kaffen eller theen er klar, bliver man råbt op ved navn, som man opgav ved bestillingen. Selvom man lige er trådt ind på caféen i en fremmed by og i et fremmed land, gør det det hele meget hjemligt og hyggeligt, at man er på fornavn med personen i baren.
Buffeten var virkelig lækker, og der var alle mulige retter, som jeg ikke havde smagt før. Der var de obligatoriske morgenmadsprodukter; cornflakes, havregryn, chokopops med yoghurt, ko- eller sojamælk til. Rundstykker, en slags rugbrød, franskbrød. Bulgursalat, frugtsalat, hjemmelavet chokoladepålæg, marmelade, karrysmørrepålæg, tofusalat… Og alt muligt andet, som jeg desværre ikke kan huske. Ved hver ret var der et lille skilt, der oplyste, hvad det var, og om det var vegetarisk eller vegansk.
Da vi var færdige med at spise og skulle betale, skulle vi selv vælge, hvad vi ville give for buffeten: 5 – 9 euro. Det er meningen, at man betaler alt efter sin finansielle situation og altså ikke for eksempel efter hvor meget, man har spist.
Der var en rigtig god stemning på Café Morgenrot, og jeg skal helt sikkert derind, når jeg engang kommer til Berlin igen. Jeg tror faktisk den brunch var den bedste oplevelse på hele vores lille Berliner-tur :)

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

 

 
%d bloggers like this: