Månebarnet

Kartoffelkroketter med hasselnød og rosmarin 11. november 2009

Ingredienser

  • 500 g. kartofler (gerne økø)
  • 100 g. hasselnødder
  • 1 lille løg
  • ca. 2 tsk. havsalt eller urtesalt
  • Peber
  • 1 knivspids karry
  • 1-2 fed hvidløg
  • ½ tsk. røget paprika

Fremgangsmåde

Skræl kartoflerne, skær dem i store tern og kog dem møre. Hak hasselnødder i en blender eller en minihakker indtil de er findelte. (Der må godt være nogle større stykker imellem) Løget pilles og skæres i små tern, eller hakkes i minihakkeren. Mos kartoflerne med en gaffel og tilsæt mosen til de hakkede nødder og løg. Smag til med de øvrige ingredienser. Tilsæt lidt kogevand fra kartoflerne hvis massen er blevet for fast. Fordel kroketterne med en ske på en bageplade med et stykke bagepapir smurt med olivenolie. Mas dem let flade med en gaffel men forsøg at få en grov struktur frem. Pensel kroketterne med olivenolie på toppen, drys havsalt og rosmarin hen over, brug gerne frisk rosmarin! Bag dem i ovnen i ca. 30 time ved 200-225 grader.

 

 

 

 

Kartoffelkroketter med hasselnød og rosmarin

 

 

 

 

 

Spicy efterårs linsegryde 20. oktober 2009

Ingredienser (1-2 personer)

  • 2dl økologiske grønne linser
  • 3 dl vand
  • 1 dåse økologisk flået tomat
  • 2 tsk. Herbamare urtebouillon
  • ½ tsk. Sambal Oelek
  • ½ tsk. Garam Marsala
  • 1 tsk. god karry
  • 1 spsk. Mango Chutney
  • ½ presset kinesisk hvidløg (eller 2 almindelige fed)
  • ¼ porre
  • 2 spsk. sojafløde

Fremgangsmåde

Kom linserne (jeg anvendte typen “Dupuy” – de er mindre end almindelige grønne linser) i en gryde og kig efter for misfarvede eller beskadigede linser. Tilsæt vand og flået tomat og lad retten simre i 30 min. (Rør i gryden en gang imellem)

Når linserne endnu har lidt bid, men ikke er rå, snittes porre og de sættes til side mens retten smages til med Herbamare urtebouillon, Sambal Oelek,  karry og Garam Marsala. Porre og hvidløg simrer med i retten de sidste 5 min. Tilsæt lidt sojafløde for at give retten en mere cremet konsistens, og mango chutney for at give den sødme. Drys evt. retten med lidt hakket persille eller gomasio inden servering…

(En kold rest er lækker dagen efter til en sund og nem frokost)

Velbekomme!

 

“Kyllingesalat uden kylling” (Volume 2!) 26. september 2009

Jeg har lavet ”kyllingesalat uden kylling” en del gange efterhånden. Med stor succes! (Find tidligere indlæg samt opskrift her) Min kæreste er især vild med den og spørger engang imellem om jeg ikke snart vil lave den igen. Første gang jeg lavede den brugte jeg champignon på glas, men fandt derved ud af at friske champignon var klart at foretrække! Jeg har hver gang brugt en dressing bestående af Miracle Whip og cremefraiche/græsk yoghurt, og en spændende ingrediens ved navn ”palmehjerte”. (kan blandt andet købes i Føtex og SuperBrugsen på dåse) Palmehjerte fungerer godt i ”kyllingesalat uden kylling” og giver den en trevlet struktur som minder lidt om kyllingekød. Men da palmehjerterne er syrlige, giver det ikke helt salaten den ønskede tyngde eller smag som jeg ønsker at opnå. Jeg har forsøgt med Nuttolene for at give den tyngden, men Nuttolene er lavet af jordnødder, og selvom det smager godt i “Kyllingesalat uden kylling” kan det ikke bruges som en erstatning for kylling. Da jeg imidlertid fik serveret en pastaret med ”østershatte” på en restaurant i går, gik jeg straks i gang med at videreudvikle denne lækkerbisken af en salat!

Jeg har (endnu!) ikke meget erfaring med østershatte, men jeg kunne dog genkende svampens karakteristiske lameller og tragtformede form nede i min pastaret. Da jeg fik et lille stykke i munden blev jeg imidlertid noget overrasket. Den var en anelse sej at tygge i og havde en fed smøragtig smag. Pludselig blev jeg en anelse nervøs, og kom helt i tvivl. Sig mig engang… Det smagte da alarmerende meget som kylling. Jeg var helt sikker på at pastaretten var vegetarisk. Det stod der på menukortet. Men… Det kunne vel ske at et lille stykke kylling havde fundet vej ned i min vegetariske pastaret. Beklageligt uden tvivl, men ved et uheld selvfølgelig. (Jeg  tror altid på det bedste i mennesker! Eller?) Jeg tyggede yderligere forsigtigt lidt på den lille klump, men jeg må indrømme at jeg diskret måtte spytte stykket ud i min serviet i tilfælde af at det rent faktisk var kylling. De andre stykker var uden tvivl østershatte, men smagte præcis som deres lille uheldige ven i min serviet. For ikke at forvirre nogen vil jeg skynde mig at indskyde, at jeg ikke blev vegetar fordi jeg ikke kunne lide smagen af kød – så da jeg først var sikker på at de små lækkerier var vegetabilske, spiste jeg videre med yderste velbehag.

I dag købte jeg en bakke østershatte i Føtex, og her til aften lavede jeg den hidtil bedste udgave af ”kyllingesalat uden kylling”.

Så… Vær’sko!

  • 150 g. østerhatte (eller flere!)
  • 1 dåse hvide asparges
  • 10-15 champignon (gerne små og faste!)
  • ca. 100 g. fine grønne frosne ærter

Dressing

  • 2-3 spsk. cremefraiche eller græsk yoghurt
  • 1-2 spsk. Miracle Whip (16 %)
  • 1 tsk. røget paprika
  • Salt og peber
  • Hvidløgspulver

I en vegansk udgave kan cremefraiche udskiftes med sojayoghurt og Miracle Whip med vegansk mayonnaise som kan købes i helsekostbutikker. (Jeg har gode erfaringer med mærkerne “Rice&Rice” samt “Plamil” )

Fremgangsmåde

Østershatte plejer gerne at være helt fine uden jord på, de behøver derfor ikke skylles. Finder du alligevel lidt jord kan du børste det væk med lidt papir. Rist østershattene på en pande med olie til de er gyldne! Drys med salt, peber og evt. lidt røget paprika. (Kan købes i Kvickly og Irma) Lad dem køle af på en flad tallerken.

Dræn asparges for så meget væde som muligt. Snit champignonerne fint. Skyl de frosne ærter i en sigte under koldt vand til de er optøede. Drøn dem godt og kom de tre ingredienser i en skål. . Bland Miracle Whip og cremefraiche/græsk yoghurt i en lille skål. Smag til med salt, peber, røget paprika og hvidløgspulver. (Ikke granulat! Hvidløgspulver kan købes hos mange etniske grønthandlere.) Bland dressingen med ingredienserne i skålen og tilsæt derefter de ristede afkølede østershatte. Skær eller klip dem i mindre stykker og også gerne i forskellige størrelser. Salaten kan spises med det samme, men har kun godt af at stå og trække en halv times tid. Den kan fint holde sig i køleskabet i flere dage.

 

Svampe-valnøddepaté 23. august 2009

Denne opskrift er også fra kogebogen “Vegetarisk vellyst”. (Se også rødbede/quinoa dunser samt mandelmousse) Jeg brugte en blanding af almindelige champignon, nogle svampe jeg fandt på dåse i en asiatisk grønthandel kaldet “straw mushrooms” samt tørrede  “kinesiske svampe” (jeg kalder dem knirkesvampe) som jeg lod stå i vand til de var klar til at blive skåret i fine strimler.

Opskriften er vegetarisk da der er æg og yoghurt i – men jeg kunne rigtig godt tænke mig at lave den vegansk! Måske kan hørfrø skum gøre det ud for ægget, og sojafløde gøre det ud for yoghurten? Hvis nogen afprøver en vegansk udgave inden jeg selv når så langt – vil jeg meget gerne høre hvordan den blev!

Ingredienser

  • 1 dl hel Quinoa
  • 1  ½ dl vand
  • 50 g. valnødder (eller flere!)
  • 300 g, løg
  • 500 g. svampe (gerne blandede)
  • 1 fed hvidløg
  • 3 spsk. hakket frisk estragon (eller 1 spsk. tørret)
  • 2 økologiske æg
  • 1 dl. græsk yoghurt
  • 1 ½ tsk. salt
  • Friskkværnet peber

Kog Quinoaen i 1 ½ dl vand i 10 min. Tilsæt lidt salt og lad den derefter trække i 10 min. Hak valnødderne groft og rist dem på en tør pande til de er gyldne.

Pil og hak løgene fint. Steg dem i lidt olie. Svampende hakkes og tilsættes. Kom det hele i en skål og tilsæt Quoina, valnødder, presset hvidløg, estragon, æg, yoghurt, salt og peber.

Kom blandingen i et fad på ca. 15 x 20 cm. smurt i lidt olie. Bag svampe-nøddepatén i ca. 30 min ved 175 grader. Er bedst kold!

 

Sprøde rødbededeller med quinoa 6. august 2009

Ingredienser (3-4 personer)

  • 1 dl hel quinoa (3 dl kogt)
  • 150 g. revet (gerne økologisk) rødbede
  • 100 g. hakket løg
  • 1 fed presset hvidløg
  • 1 dl grahamsmel
  • 2 æg
  • 2 tsk. karry
  • 1-2 tsk. hav eller urtesalt

Fremgangsmåde

Skyld quinoaen (hvis det er nødvendigt) og kog den i 10 min i 1 ½ dl vand. Lad den hvile under låg i 10 min og tilsæt derefter 1 tsk. salt. Riv rødbederne ned i en skål. (Der er ingen grund til at skrælle dem først) Tilsæt fint hakket løg, presset hvidløg, grahamsmel, karry og salt. Smag til om der skal mere salt i inden æggene til sidst tilsættes.

Form dellerne efter ønsket størrelse og mas dem flade på panden så de er ca. 1 ½ cm tykke. Steg dem i ca. 5 min på hver side inden de serveres sprøde og lune til fx en stor skål farvestrålende salat. Dellerne kan også laves i dobbelt størrelse og serveres som vegebøffer i burgere med fx hummus, løgringe, oliven tapanade og friske tomatskriver i.

HPIM7hjhgjhgj179

 

Mandelmousse 5. august 2009

HPIM7141Jeg vil dele en lækker og meget nem opskrift med jer på en dessert som jeg har fundet i en kogebog. For et par måneder siden skrev jeg dette indlæg om en vegetarisk kogebog jeg havde købt. Trods min begejstring over bogen dengang må jeg indrømme at det først er nu jeg er kommet i gang med at afprøve opskrifter fra den. Til gengæld fik jeg afprøvet ikke mindre end tre forskellige opskrifter på én dag i går – og til min, samt min madglade kærestes, fornøjelse blev alle tre retter meget vellykkede! (Flere opskrifter følger…) Bogen er bestemt et køb værd – Vegetarisk vellyst – tjek den ud! (Ikke kun en kogebog for vegetarer, I kan roligt gå i gang kære omnivorer…)

… Tilbage til den lækre dessert! Når I nu går i gang med at læse hvilke ingredienser der skal i desserten, må I ikke lade jer skræmme over det noget besynderlige navn der optræder. Nemlig ”Agar agar”. Jeg ved at mange vegetarer ved hvad det er, men da mange ikke-vegetarer også læser denne blog – så vil jeg komme med en lille forklaring. Udvundet af rødalger eller tang er ”agar agar” den vegetabilske udgave af gelatine eller husblas. (agar-agar er malaysisk og betyder gele.) Meget bekendt er husblas jo lavet af bla. sener og knogler fra køer og grise, dvs. en ingrediens vegetarer såvel som muslimer bestemt ikke ønsker sneget i deres mad. Jeg er sikker på at mange andre ligeledes finder tanken om indtagelse af husblas frastødende, så derfor er ”agar agar” altså svaret. Det købes i helsekostbutikker og kommer i pulverform hvor man kun skal bruge ganske lidt.

Nå ja – fik jeg nævnt at desserten, som jo er baseret på mandler, er sund?! (øh sund’ere) ;)

Ingredienser (4 personer)

  • 100 g. mandler
  • 3 dl. soja eller rismælk
  • 1 dl. koldt vand
  • 50 g. rørsukker
  • 1 tsk. agar agar (strøget)
  • Kornene fra ½ vaniljestang
  • 1 knivspids havsalt

Fremgangsmåde

Dæk mandlerne med vand og kog dem op et par min. Hæld vandet fra og smut dem. Blend dem sammen med soja eller rismælken. Hvis du som jeg ikke har en blender derimod en minihakker kan der kun være 1 dl soja/rismælk i – resten blandes sammen med mandelmassen når den er blendet.

Kom 1 dl. koldt vand, rørsukker, vaniljekorn, havsalt og agar agar i en lille gryde. Kog op ved middel varme og lad det boble et par min. (Det tykner en smule) Bland derefter sukkerblandingen med mandelmassen og anret den i en skål – eller flere fire små skåle.  Der går kun kort tid inden moussen begynder at stivne. Stil moussen koldt ½-1 time. Spis den som den er, eller sammen med frisk frugt eller med kirsebær i lage på toppen.

.

 

Rustik oliventapanade 4. juli 2009

Ingredienser (4-6 personer)

  • HPIM7047130 g. sorte oliven uden sten (dvs. “kedelige” billige fra fx Netto)
  • 50 g. soltørret tomat (ca. 5-6 stk.)
  • 35 g. god koldpresset (evt. økologisk) jomfruolivenolie (ca. ½ dl)
  • 1 fed presset hvidløg (½ hvis du er sart ) ;)
  • Ca. 1 spsk. friskpresset citronsaft
  • ½ glas kapers
  • Lidt havsalt

Fremgangsmåde

Kom alle ingredienserne i en minihakker, blender eller beholder til stavblender. Blend til den ønskede konsistens er opnået, og smag til. Nogle foretrækker måske tapanaden lidt mere flydende, i så fald skal der mere olie i.

Variationer

Prøv dig frem med forskellige variationer af fx frisk eller syltet chili, friskkværnet peber, forskellige tørrede krydderurter (oregano, basilikum, rosmarin osv.), soltørret paprika, syltede hvidløg, artiskokhjerter, helbladet persille, ristede nødder (fx. hasselnød, valnødder eller pinjekerner) parmasanost eller pecorinaost, svampe, ovnbagt og let most aubergine, andre oliven (grønne eller sorte med sten – fx kalamata oliven)  eller frisk tomat.

olive_spread

Anvendelse

Server tapanaden som tilbehør til ris eller pastaretter, som dip til grøntsager skåret i stænger, som forret sammen med brød og basilikum, ramsløg eller persille pesto (kan også smøres på bruchetta), som topping på pizza, i pastaretter (med få ingredienser ) i stedet for dressing i pitabrød eller dürum ruller.

Oliventapanade er fed/kalorierig. Det skal den være, men den indeholder god/sund olie og kan derfor med fordel bruges i stedet for smør på brød. Opbevar tapanaden i en lufttæt boks eller i et glas i køleskabet. Den kan holde sig længe – hvis man vel og mærke kan lade være med at spise den.

 

Rødvinsstegte champignon 31. maj 2009

Rødvinsstegte champignon

Ingredienser

  • Ca. 250 g. champignon (gerne brune)
  • ¼ rød chili
  • Ca. ½ dl rødvin
  • 1 fed hvidløg (presset)
  • Friskkværnet peber
  • Havsalt

Fremgangsmåde

Skær champignonerne midt over hvis de er af lille eller mellem størrelse og i kvarte hvis de er store.

Steg dem i lidt olivenolie ved god varme og undgå at røre for meget i dem.

Tilsæt chilien inden noget af rødvinen derefter kommes ved. Lad vinen fordampe og tilsæt lidt mere rødvin.

Champignonerne skal ikke svømme rundt i rødvinen, men blot optage lidt af væden fra den, og selvfølgelig rødvinssmagen og den smukke røde farve.

Tilsæt presset hvidløg, peber og til sidst noget godt havsalt.

Utrolig nemt, hurtigt og lækkert tilbehør til lune sommeraftner som evt. står i grillaftenens tegn. Som en  lille ekstra bonus virker denne ret rigtig syndig men er i virkeligheden sund og fedtfattig.

 

Tahinstegt tofu med aubergine 23. maj 2009

Tahinstegt tofu med aubergine

Ingredienser (2 personer)

  • ½ (ca. 150 g.) pakke tofu (Gerne “Røget Tofu” eller ”Madagaskar Tofu”)
  • 100 g. aubergine
  • 1 spsk. Tahin (Af mærket “Rømer”)

Marinade

  • 1 spsk. honning
  • 4 spsk. olivenolie
  • 4 spsk. sojasauce
  • 1 tsk. røget paprika
  • 1 tsk. karry
  • 1 fed hvidløg (Presset)
  • 2 spsk. friskpresset citronsaft

Fremgangsmåde

Skær aubergine og tofu i tern og hæld marinaden over. Rør i den ind imellem. Når tofuen og auberginen har trukket i ca. ½ time (gerne mere) steges den ved middel varme indtil den er sprød og gylden. Tahinen tilsættes til sidst og steges med indtil den er fordelt over alle tern. Server denne lille ret som tilbehør til en grøn salat og fx ris, bulgur eller quinoa, eller som fyld i pitabrød.

Tahinen er ikke gennemtrængende i smagen men tilføjer blot en dejlig nødde-agtig smag og virker også lidt som en panering…

 

Butterdejspakker 8. maj 2009

Ingredienser (4-6 personer)

  • 1 pakke butterdej
  • Revet ost (Gerne Primadonna eller Gouda)
  • Helbladet spinat

Tomatsauce

  • ½ dåse flåede og hakkede tomater
  • 1 dåse tomatpure
  • 1 tsk. røget paprika
  • 1 tsk. karry
  • Oregano
  • 1 fed presset hvidløg
  • Salt og peber

(Blend alle ingredienserne med en stavblender)

Fremgangsmåde

Rul de optøede butterdejsplader ud til kvadrater. Skær dem over på tværs så du får to trekanter. Læg trekanten så spidsen vender ind mod dig. Fordel ca. 1 spsk. tomatsauce (ikke helt ud til kanten) og derefter spinat og revet ost. Fold først den spids ind som vender mod dig, derefter de to sider. Butterdejspakkerne vil åbne sig lidt i ovnen, men klem alligevel kanten af dejen så fyldet er godt forsejlet.

Pakkerne bages midt i ovnen ved middel varme i ca. 30 min. Skru evt. lidt ned for varmen hvis pakkerne bliver for hurtigt gyldne.

Disse lækre men fede ostehapsere er bestemt ikke helsemad – så husk lige en stor skål sprød salat eller lynstegte grøntsager som tilbehør. ;)