Kartoflens historie
Kartoffelplanten danner store, stivelseholdige knolde på de underjordiske stængler. Hele planten er giftig, og det gælder i et vist omfang også knolde, som har ligget i jordoverfladen, så de er blevet grønne. Kartoflen er verdens tredje mest dyrkede afgrøde efter ris og hvede. Kartoflen tilhører Natskyggefamilien. Den stammer fra Sydamerika, hvor den har været kendt og dyrket i mere end 3000 år. Det er navnlig i Chile og Peru, man finder kartoflen, og i de præcolumbianske kulturer dyrkede man over hundrede forskellige sorter. I dag findes der endnu flere vilde sorter.
Der er stor usikkerhed om, hvornår kartoflen er kommet til Danmark. I København skal den være dyrket i den kongelige botaniske have allerede i 1642, men den er sandsynligvis først kommet ud som landbrugsplante omkring 1719-1720. Det store spring fremad i kartoffeldyrkningen kom imidlertid først med “kartoffeltyskerne”. Det var indvandrere, som Frederik den 5. havde fået hentet til landet for at få heden opdyrket. Skønt der ikke kom forfærdeligt meget ud af projektet, vakte det dog interesse for kartoflen og dens dyrkning. Dyrkningen er ret almindelig omkring 1800 i haverne, og på dette tidspunkt begynder landmændene at benytte kartoflen som en markafgrøde – dette sker især nær hovedstaden. I de jyske hedeegne er dyrkningen derimod sjælden på samme tidspunkt. På Fyn kan nævnes, at der i 1820 kun var én landmand der ikke i nævneværdig omfang dyrkede kartofler (Rønninge og Rolsted sogne). I 1824 betragtes knoldene som uværdige til menneskeføde. Det var bestemt ikke nemt at få danskerne til at spise kartofler. Folk var meget skeptiske omkring kartoflen. En fynsk præst skrev i sin dagbog: ”I mit sogn er der, Gud være lovet, ingen så fattige, at de har nødig at spise kartofler.” Man kaldte spottende kartoflen for ”tyske klumper” og kartofler og svineføde var næsten et og samme. På dette tidspunkt var man ikke klar over, at kartoflen skulle koges. Det var først under 1. verdenskrig, at man fandt ud af kartoflens store betydning som næringsmiddel. Man mente, at kartoflen var skyld i at sygdommen skørbug (meget udbredt i 1800-tallets begyndelse) forsvandt p.g.a. det rige indhold af C-vitamin.
Anvendelse
Før 1830 spillede kartoflen ingen større rolle ved de daglige måltider, man brugte i stedet brød. Som næsten daglig spise vandt disse knolde først for alvor indpas, da man på gårdene begyndte at få to retter til middag. Efterhånden blev det i landbohjem skik at spise store portioner tre gange dagligt, man levede mest af kartofler og melgrød. Kartoflen blev fra 1800-tallet brugt som lægemiddel, både som rå og kogt. Fx: Rå revne kartofler lagt på panden stiller hovedpine, smertende håndled bades med varmt kartoffelvand, nældefeber gnides med overskåret kartoffel for at stille kløen.
Kartoflen har gennem tiderne haft mange navne også i kraft af dialektformer. “Tartoffel”, “tartøffelt” (1697-1784) “Tartuffel” – fra italiensk “tartufo” = lille trøffel (1762-1794). Omkring 1760 blev den også kaldt “Patat” der er omdannet af “batat”, afrikansk navn på en tropisk og subtropisk plante med underjordiske stængelknolde. På Fyn og i Sønderjylland hed den “botet” og i Vendsyssel “patæt”. Alle ældre kaldte kartoflerne “betætter”, så begyndte de yngre at sige “kantøfler” og dette ord blev en tid det mest brugte. Så kommer et nyt slægtsled frem, der forbedrede ordet til “katøfler”, og af et fjerde led ind i nuværende århundrede hører man de rette bogstaver, men udtalt meget lukket: “Kartofler”.
Jordæble, æble, jordpære og jordblomme har også været brugt. Kilde:
Jeg tror rigtig mange har prøvet at stå ved en tag-selv- buffet ved et eller andet arrangement hvor flødekartofler var en del af menuen. Hvis man ligesom jeg er dedikeret kartoffelentusiast – og nyder kartofler i alle dets afskygninger, er det derfor enormt skuffende at opdage kartoflerne opvarmet opbevaret i en lun metalbrødkasse – svømmende i en olieret suppe af gult smør, omkredset af klumpet hytteostlignende fløde. Herefter står man et øjeblik og overvejer hvorvidt den lune bakteriebombe vil blive fornærmet, kravle ud af sit metalbur og lave ravaje hvis du ikke tager et lille stykke med ned til dit bord. Med det billede på nethinden følger hermed en opskrift på lækre – og lidt sundere – hjemmelavede flødekartofler:
Flødekartofler ned aubergine
Ingredienser (2-3 personer)
- 4-5 kartofler
- ½ aubergine
- 1 lille løg (gerne rødløg)
- ½ rød peberfrugt
Flødesaucen
- Sojafløde
- 1 tsk. røget paprika
- 1 spsk. limesaft eller citronsaft
- Salt (Evt. røget salt) og peber
- Evt. lidt nutritional Yeast
Fremgangsmåde
Skræl kartoflerne og skær dem tynde skiver. Løg, peberfrugt og aubergine skæres ligeledes i tynde skiver og anrettes i et fad. Bland ingredienserne til flødesaucen i en skål og fordel en over grøntsagerne. Flødekartoflerne sættes i ovnen i ca. 45 min. Begynder overfladen at blive for mørk inden grøntsagerne er færdige skrues der ned for varmen og et stykke sølvpapir placeres hen over dem.
Serveres med en masse grøntsager og evt. et par kikærte/bønne deller ved siden af. Riv godt med muskatnød hen over flødekartoflerne til sidst!
ed ud af at friske champignon var klart at foretrække! Jeg har hver gang brugt en dressing bestående af Miracle Whip og cremefraiche/græsk yoghurt, og en spændende ingrediens ved navn ”palmehjerte”. (kan blandt andet købes i Føtex og SuperBrugsen på dåse) Palmehjerte fungerer godt i ”kyllingesalat uden kylling” og giver den en trevlet struktur som minder lidt om kyllingekød. Men da palmehjerterne er syrlige, giver det ikke helt salaten den ønskede tyngde eller smag som jeg ønsker at opnå. Jeg har forsøgt med Nuttolene for at give den tyngden, men Nuttolene er lavet af jordnødder, og selvom det smager godt i “Kyllingesalat uden kylling” kan det ikke bruges som en erstatning for kylling. Da jeg imidlertid fik serveret en pastaret med ”østershatte” på en restaurant i går, gik jeg straks i gang med at videreudvikle denne lækkerbisken af en salat!
Jeg vil dele en lækker og meget nem opskrift med jer på en dessert som jeg har fundet i en kogebog. For et par måneder siden skrev jeg 
Fremgangsmåde
Kernerne ligger i den runde ”bold” i græskaret, og er nemme at fjerne med en teske. Kernerne kan gemmes, tørres og ristes på en tør pande med lidt salt, eller man kan, hvis man er så heldig selv at have en sjat jord, selv dyrke sine egne græskar.
