Månebarnet

“Kyllingesalat uden kylling” (Volume 2!) 26. september 2009

Jeg har lavet ”kyllingesalat uden kylling” en del gange efterhånden. Med stor succes! (Find tidligere indlæg samt opskrift her) Min kæreste er især vild med den og spørger engang imellem om jeg ikke snart vil lave den igen. Første gang jeg lavede den brugte jeg champignon på glas, men fandt derved ud af at friske champignon var klart at foretrække! Jeg har hver gang brugt en dressing bestående af Miracle Whip og cremefraiche/græsk yoghurt, og en spændende ingrediens ved navn ”palmehjerte”. (kan blandt andet købes i Føtex og SuperBrugsen på dåse) Palmehjerte fungerer godt i ”kyllingesalat uden kylling” og giver den en trevlet struktur som minder lidt om kyllingekød. Men da palmehjerterne er syrlige, giver det ikke helt salaten den ønskede tyngde eller smag som jeg ønsker at opnå. Jeg har forsøgt med Nuttolene for at give den tyngden, men Nuttolene er lavet af jordnødder, og selvom det smager godt i “Kyllingesalat uden kylling” kan det ikke bruges som en erstatning for kylling. Da jeg imidlertid fik serveret en pastaret med ”østershatte” på en restaurant i går, gik jeg straks i gang med at videreudvikle denne lækkerbisken af en salat!

Jeg har (endnu!) ikke meget erfaring med østershatte, men jeg kunne dog genkende svampens karakteristiske lameller og tragtformede form nede i min pastaret. Da jeg fik et lille stykke i munden blev jeg imidlertid noget overrasket. Den var en anelse sej at tygge i og havde en fed smøragtig smag. Pludselig blev jeg en anelse nervøs, og kom helt i tvivl. Sig mig engang… Det smagte da alarmerende meget som kylling. Jeg var helt sikker på at pastaretten var vegetarisk. Det stod der på menukortet. Men… Det kunne vel ske at et lille stykke kylling havde fundet vej ned i min vegetariske pastaret. Beklageligt uden tvivl, men ved et uheld selvfølgelig. (Jeg  tror altid på det bedste i mennesker! Eller?) Jeg tyggede yderligere forsigtigt lidt på den lille klump, men jeg må indrømme at jeg diskret måtte spytte stykket ud i min serviet i tilfælde af at det rent faktisk var kylling. De andre stykker var uden tvivl østershatte, men smagte præcis som deres lille uheldige ven i min serviet. For ikke at forvirre nogen vil jeg skynde mig at indskyde, at jeg ikke blev vegetar fordi jeg ikke kunne lide smagen af kød – så da jeg først var sikker på at de små lækkerier var vegetabilske, spiste jeg videre med yderste velbehag.

I dag købte jeg en bakke østershatte i Føtex, og her til aften lavede jeg den hidtil bedste udgave af ”kyllingesalat uden kylling”.

Så… Vær’sko!

  • 150 g. østerhatte (eller flere!)
  • 1 dåse hvide asparges
  • 10-15 champignon (gerne små og faste!)
  • ca. 100 g. fine grønne frosne ærter

Dressing

  • 2-3 spsk. cremefraiche eller græsk yoghurt
  • 1-2 spsk. Miracle Whip (16 %)
  • 1 tsk. røget paprika
  • Salt og peber
  • Hvidløgspulver

I en vegansk udgave kan cremefraiche udskiftes med sojayoghurt og Miracle Whip med vegansk mayonnaise som kan købes i helsekostbutikker. (Jeg har gode erfaringer med mærkerne “Rice&Rice” samt “Plamil” )

Fremgangsmåde

Østershatte plejer gerne at være helt fine uden jord på, de behøver derfor ikke skylles. Finder du alligevel lidt jord kan du børste det væk med lidt papir. Rist østershattene på en pande med olie til de er gyldne! Drys med salt, peber og evt. lidt røget paprika. (Kan købes i Kvickly og Irma) Lad dem køle af på en flad tallerken.

Dræn asparges for så meget væde som muligt. Snit champignonerne fint. Skyl de frosne ærter i en sigte under koldt vand til de er optøede. Drøn dem godt og kom de tre ingredienser i en skål. . Bland Miracle Whip og cremefraiche/græsk yoghurt i en lille skål. Smag til med salt, peber, røget paprika og hvidløgspulver. (Ikke granulat! Hvidløgspulver kan købes hos mange etniske grønthandlere.) Bland dressingen med ingredienserne i skålen og tilsæt derefter de ristede afkølede østershatte. Skær eller klip dem i mindre stykker og også gerne i forskellige størrelser. Salaten kan spises med det samme, men har kun godt af at stå og trække en halv times tid. Den kan fint holde sig i køleskabet i flere dage.

 

Sprøde rødbededeller med quinoa 6. august 2009

Ingredienser (3-4 personer)

  • 1 dl hel quinoa (3 dl kogt)
  • 150 g. revet (gerne økologisk) rødbede
  • 100 g. hakket løg
  • 1 fed presset hvidløg
  • 1 dl grahamsmel
  • 2 æg
  • 2 tsk. karry
  • 1-2 tsk. hav eller urtesalt

Fremgangsmåde

Skyld quinoaen (hvis det er nødvendigt) og kog den i 10 min i 1 ½ dl vand. Lad den hvile under låg i 10 min og tilsæt derefter 1 tsk. salt. Riv rødbederne ned i en skål. (Der er ingen grund til at skrælle dem først) Tilsæt fint hakket løg, presset hvidløg, grahamsmel, karry og salt. Smag til om der skal mere salt i inden æggene til sidst tilsættes.

Form dellerne efter ønsket størrelse og mas dem flade på panden så de er ca. 1 ½ cm tykke. Steg dem i ca. 5 min på hver side inden de serveres sprøde og lune til fx en stor skål farvestrålende salat. Dellerne kan også laves i dobbelt størrelse og serveres som vegebøffer i burgere med fx hummus, løgringe, oliven tapanade og friske tomatskriver i.

HPIM7hjhgjhgj179

 

Rustik oliventapanade 4. juli 2009

Ingredienser (4-6 personer)

  • HPIM7047130 g. sorte oliven uden sten (dvs. “kedelige” billige fra fx Netto)
  • 50 g. soltørret tomat (ca. 5-6 stk.)
  • 35 g. god koldpresset (evt. økologisk) jomfruolivenolie (ca. ½ dl)
  • 1 fed presset hvidløg (½ hvis du er sart ) ;)
  • Ca. 1 spsk. friskpresset citronsaft
  • ½ glas kapers
  • Lidt havsalt

Fremgangsmåde

Kom alle ingredienserne i en minihakker, blender eller beholder til stavblender. Blend til den ønskede konsistens er opnået, og smag til. Nogle foretrækker måske tapanaden lidt mere flydende, i så fald skal der mere olie i.

Variationer

Prøv dig frem med forskellige variationer af fx frisk eller syltet chili, friskkværnet peber, forskellige tørrede krydderurter (oregano, basilikum, rosmarin osv.), soltørret paprika, syltede hvidløg, artiskokhjerter, helbladet persille, ristede nødder (fx. hasselnød, valnødder eller pinjekerner) parmasanost eller pecorinaost, svampe, ovnbagt og let most aubergine, andre oliven (grønne eller sorte med sten – fx kalamata oliven)  eller frisk tomat.

olive_spread

Anvendelse

Server tapanaden som tilbehør til ris eller pastaretter, som dip til grøntsager skåret i stænger, som forret sammen med brød og basilikum, ramsløg eller persille pesto (kan også smøres på bruchetta), som topping på pizza, i pastaretter (med få ingredienser ) i stedet for dressing i pitabrød eller dürum ruller.

Oliventapanade er fed/kalorierig. Det skal den være, men den indeholder god/sund olie og kan derfor med fordel bruges i stedet for smør på brød. Opbevar tapanaden i en lufttæt boks eller i et glas i køleskabet. Den kan holde sig længe – hvis man vel og mærke kan lade være med at spise den.

 

Rødvinsstegte champignon 31. maj 2009

Rødvinsstegte champignon

Ingredienser

  • Ca. 250 g. champignon (gerne brune)
  • ¼ rød chili
  • Ca. ½ dl rødvin
  • 1 fed hvidløg (presset)
  • Friskkværnet peber
  • Havsalt

Fremgangsmåde

Skær champignonerne midt over hvis de er af lille eller mellem størrelse og i kvarte hvis de er store.

Steg dem i lidt olivenolie ved god varme og undgå at røre for meget i dem.

Tilsæt chilien inden noget af rødvinen derefter kommes ved. Lad vinen fordampe og tilsæt lidt mere rødvin.

Champignonerne skal ikke svømme rundt i rødvinen, men blot optage lidt af væden fra den, og selvfølgelig rødvinssmagen og den smukke røde farve.

Tilsæt presset hvidløg, peber og til sidst noget godt havsalt.

Utrolig nemt, hurtigt og lækkert tilbehør til lune sommeraftner som evt. står i grillaftenens tegn. Som en  lille ekstra bonus virker denne ret rigtig syndig men er i virkeligheden sund og fedtfattig.

 

Ovngrillede peberfrugter 7. april 2009

Tænd ovnen på grill. Vask og aftør 2-3 peberfrugter, gerne i forskellige farver, men husk at gul, rød og orange peberfrugt giver den bedste sødme. Smør dem let ind i lidt olivenolie og placer dem øverst i ovnen på en rist. (Husk at anbringe en plade med bagepapir under da peberfrugterne ellers vil dryppe saft ned i bunden af ovnen.)  Skindet skal begynde at boble og blive godt mørkt inden de skal vendes. Vend dem ca. en gang for hver side af peberfrugterne så de bliver mørke på alle seks sider. Det mørke skind giver en lækker røget smag. Smagen bliver mindre markant hvis peberfrugterne (som på billedet) ikke bliver kulsorte over det hele. Alt dette går selvfølgelig lidt hurtigere på en udendørs grill om sommeren, men resten af året og på kedelige regnvejrsdage behøver vi ikke at blive snydt for grillet peberfrugt. Nogle mennesker kommer de grillede peberfrugter i en plastikpose i 10 min. inden skind og kerner fjernes, men det er i virkeligheden slet ikke nødvendigt. Skindet kan nemt pilles af. Faktisk forhindrer plastikposen peberfrugterne i at køle af så det gør det sværere at pille dem.

Når peberfrugtfileterne er færdige kan de:

Bruges præcis som de er mellem pastaplader i en vege-lasagne sammen med ostesauce, frisk eller optøet helbladet spinat og ovnbagt aubergine

Marineres og anvendes i en frisk salat. Bland en marinade af olivenolie, hvidløg, balsamico eller lime, lidt groft havsalt (som fx Maldon) og evt en knivspids “røget paprika” for at fremhæve den røgede smag. Hæld den over peberfrugtfileterne og lad dem trække i 10-15 min. inden de skæres mindre stykker eller strimler og anrettes over en salat eller erstatter den soltørrede tomat i “kartoffelsalat med mango og dild” (Denne salat er i øvrigt obligatorisk at lave mange gange i løbet af en sommer!)

Grillet peberfrugt kan også bruges som ingrediens i en peberfrugt puré – også kendt som Ajvar. Prik en hel aubergine med en gaffel og bag den ved 200° i 1 time, til den er blød.  Halvér den derefter og skrab kødet ud i en skål. Mos groft med en stavblender sammen med 2-3 røde grillede peberfrugter. (Husk at fjern skind og kerner!) Smag til med hvidløg, citronsaft, salt og peber.

 

“Kyllinge”salat (uden kylling) 29. januar 2009

hpim5986

For et stykke tid siden fandt jeg denne spændende opskrift på bloggen My Vegan Cookbook. Det er en af de blogge jeg ofte besøger når jeg leder efter inspiration til min egen madlavning – helt sikkert et besøg værd. Jeg har ikke prøvet hans opskrift endnu, men jeg tænkte at jeg ville prøve at eksperimentere lidt med hovedingrediensen i opskriften – palmehjerte. (Heart og palm)

Jeg havde set palmehjerte på dåse i Føtex og gik derefter et stykke tid og grublede lidt over hvad man dog kunne finde på at bruge denne nye spændende ingrediens til.

Resultatet ses på billedet til venstre. Det er nemlig blevet til en yderst vellykket vegetabilsk udgave af den kendte danske salat – kyllingesalat! (Uden kylling selvfølgelig…) Den kyllingesalat man kan købe i små plastikbøtter i butikkerne er ofte fyldt med tvivlsomme e-numre, slatne champignon, masser af mættet FEDT og ja… Lad os bare leve lykkeligt uvidende om hvad den ellers indeholder. Min kæreste og jeg spiste denne lækre og noget sundere kyllinge-frie salat til aftensmad hvor vi kom den i groft pitabrød sammen med lidt revet gulerod. Dagen efter endte den på et stykke ristet rugbrød med godt med peber på. Hvis noget afprøver den veganske udgave før jeg selv gør må I meget gerne komme med en tilbagemelding i tilfælde af at der skal justeres til på opskriften.

Jeg valgte at bruge Miracle Whip og cremefraiche i denne omgang, den veganske udgave er derfor ikke afprøvet endnu, men jeg er sikker på at viderunder mayonaisen “Mayorice” samt en smule sojayoghurt vil være lige så vellykket i salaten.

At der ikke er kylling i salaten gør ikke spor hvis man er kødspiser. (Min egen kødspisende kæreste var i hvert fald ret begejstret!) Salaten smager til gengæld ikke af kylling hvis dette ikke er voldsomt at foretrække blandt diverse grønne mennesker. (Og det er det jo til tider ikke ;) ) Palmehjerterne er syrlige og minder lidt om artiskok i smagen og lidt om asparges i konsistensen. Strukturen i palmehjerterne er dog meget mere trevlet end asparges og giver derved den fylde i salaten som kommer til at minde lidt om kylling.

Jeg kunne forestille mig at den kyllige-løse salat også smager rigtig godt med lidt hakket bladselleri i – det må jeg lege lidt med næste gang.

NB: Find en nyere og forbedret udgave af “kyllingesalat uden kylling” her

Kyllinge salat uden kylling

Ingredienser (Stor portion)

Vegetarisk udgave

  • 1 dåse palmehjerter
  • 1 dåse hvide asparges
  • 10-15 champignon
  • 1-2 tsk. røget paprika
  • 2-3 spsk. cremefraiche
  • 1-2 spsk. Miracle Whip (16 %)
  • Salt og peber
  • Hvidløgspulver (Ikke granulat)
  • Evt. 50 g. Nuttolene i tern

Vegansk udgave

  • 1 dåse palmehjerter
  • 1 dåse hvide asparges
  • 10-15 champignon
  • 1-2 tsk. røget paprika
  • 2-3 spsk. neutral sojayoghurt
  • 1-2 spsk. vegansk mayonnaise (Jeg har gode erfaringer med mærkerne ”Rice&Rice” samt “Plamil”)
  • Salt og peber
  • Hvidløgspulver (Ikke granulat!)
  • Evt. 50 g. Nuttolene i tern

Fremgangsmåde

Dræn palmehjerterne for vand i en sigte og skær dem derefter op på langs. Fjern den lidt blødere midte og findel/trevl den med fingrene. Kom trevlerne i en skål og tilsæt asparges, champignon og de våde ingredienser alt efter om du ønsker en vegetarisk eller vegansk udgave. (Den veganske mayonnaise kan købes i helsekostbutikker) Smag til med røget paprika, salt og peber. Rør godt rundt i salaten – den bliver herved mere trevlet.

 

Nem æblekage med sojaflødeskum 13. september 2008

Ingredienser (4-5 personer)

  • Ca. 300 g. æblegrød (Eller ca. ½ glas hvis man køber det færdiglavet)
  • 1 karton vegansk sojaflødeskum (Købes i helsekostbutikker!)
  • 5-6 knuste kiks (gerne grove med fx havre)
  • 50 g. ristede halve mandler
  • 1 vaniljestang
  • 50 g. revet marcipan
  • 2 dl. rasp

Fremgangsmåde

Pisk sojaflødeskummen i et par minutter og tilsæt kornene fra 1 vaniljestang. Læg et lag æblegrød i bunden af et fad eller en skål, dernæst fordeles knuste kiks og mandler henover. Læg et lag flødeskum og riv marcipan henover. Drys med rasp og fortsæt med æblemos (osv…) til ingredienserne er opbrugt. Slut af med et lag flødeskum!

Æblekagen må gerne stå at trække lidt, men den kan sagtens spises straks… ;)

Vegansk flødeskum smager fremragende og faktisk forbavsende meget ligesom flødeskum lavet af kofløde. (Bare bedre!)

 

Majs med guld overtræk! 12. august 2008

Jeg finder stadig på flere og flere måder hvor jeg kan erstatte de tidligere usunde animalske produkter i min kost, med sunde velsmagende og vegetabilske alternativer. Som med majskolber. Før jeg blev veganer var en stor klat smør på en dampende varm majskolbe en selvfølge! I dag kan jeg se, at man ved at bruge en god sund olie, har en storartet mulighed for at få sneget nogle meget vigtige olier ind i kroppen. Med nogle fødevarer har jeg, som forholdsvis ny veganer, skullet vænne mig til nogle nye smage. Men i dette tilfælde vil jeg klart sige at alternativet smager bedre!

Ingredienser (2 personer)

  • 2 majskolber
  • 2 spsk. god koldpresset olie (fx oliven eller rapsolie)
  • ½ fed hvidløg
  • Lidt groft havsalt

 

Gul kiwi 8. august 2008

Kiwi er en af de bedste kilder til C-vitamin. (98 mg pr. 100 g.) Det er en utrolig smuk og dekorativ frugt, og jeg kan virkelig godt lide smagen af kiwi. Men jeg spiser stort set aldrig kiwi… Jeg bryder mig nemlig ikke om den meget ubehagelige prikkende fornemmelse jeg får i munden, på læberne og på tungen efter at have spist dem. Hvor ofte har jeg ikke også set små børn få røde klovne-munde efter at have gnasket saftige grønne kiwifrugter i sig.

For nylig læste jeg dog at gul kiwi skulle være rigtig lækker! Den skulle være mere mild i smagen, blødere i konsistensen og meget sødere end den grønne. Da jeg fandt nogle smukke, modne og tilmed økologiske gule kiwi’s i en helsekost måtte jeg jo undersøge sagen med egen gane. Og ganske rigtigt – gul kiwi er virkelig himmelsk! Jeg spiste en med en ske, noget man også kan gøre med den grønne kiwi, men det var en del nemmere at løsne frugtkødet. At spise den på denne måde gjorde mig klar over hvor lidt jeg savnede at spise et blødkogt æg. (Gul) Kiwi er meget bedre!

I min søgen på nettet efter informationer om den gule kiwi faldt jeg over denne super nyttige hjemmeside som beskriver alt omkring kiwien.

 

Banan-is med chokolade overtræk 5. august 2008

Ingredienser

  • 4-5 modne men faste bananer
  • 100 g. god mørk chokolade (Fx Green & Black Organic 70 %)
  • Hakkede og ristede nødder, ristet havregryn eller krymmel
  • Ispinde (Grillpinde kan også bruges)

Fremgangsmåde

Skær bananerne i halve og stik en ispind i hvert stykke. Læg dem på en flad tallerken eller på et fad med et stykke bagepapir under. Frys dem i ½ time. Smelt derefter chokoladen i et vandbad, og dyp hver banan-is i. Drys med topping, og frys dem derefter i yderlige ½ time.