~Månebarnet~

…mad med medfølelse!

Økologi & veganisme – i smuk samhørighed! 3. december 2011

Arkiveret i: Artikler,Økologi,Bæredygtighed,Dyrerettigheder — Luna Månebarn @ 7:25 am

.

Artiklen er trykt i medlemsbladet Økosamfund på side 42-43 (november 2011)

.

»Nogle mennesker forbliver skeptiske overfor økologi og mener det er direkte spild af penge at give dobbelt så meget for en økologisk agurk der alligevel bare skal ligge mellem et stykke icebergsalat og en klat Thousand Island dressing. Jeg kan ikke bebrejde dem. Andre mennesker styres blindt af en lille radar prik – formet som et rødt blinkende Ø. Med mindre der liiige er et særligt tilbud på svinemørbrad, 2 liter ikke-økologisk mælk, eller en bakke skrabeæg. Skrabeæg? Det er vist noget med at hønen så har fået lov til at gå at skrabe ikke? Det lyder da meget rart! Igen, kan jeg ikke bebrejde dem. Det var lige præcis hvad jeg forestillede mig da jeg flyttede hjemmefra og skulle til at træffe egne indkøbsvalg. Ja, jeg er virkelig nået langt siden jeg som 21-årig købte skrabeæg, den billigste leverpostej, tysk kødpålæg fra Netto og aftensmaden ofte stod på toastbrød med dåsetun og rødkål!

 .

Når det gælder veganisme er mange af den opfattelse, at livsstilen blot er en måde at gøre oprør på. En samfundskritisk livsstil for fanatiske piercede unge med lasede sortternede tørklæder, og for meget fritid. At leve vegansk er spild af tid, da verden aldrig bliver vegansk – og hvad skulle vi i øvrigt også stille op med alle dyrene hvis den gjorde? Jo, jeg har da en piercing, men mine tørklæder er ret farverige og min indstilling er samfundskonstruktiv, i hvert fald i den måde hvorpå jeg kommunikerer med min omverden.

.

Men jeg oplever noget interessant! Det sker med jævne mellemrum, at jeg møder mennesker der forveksler økologi og veganisme. Det er oftest den lidt ældre generation der med små lys i øjnene fortæller mig at de også spiser økologisk og fuldkorn, når samtalen falder på min veganske livsstil vel at mærke.

Jeg forstår godt den søde forvirring. For der er mange ligheder.

 .

Et økologisk valg er en kærlig og respektfyld måde at forholde sig til både ressourcer, fødevareproduktion og det endelige produkt på. Og ligesom med grundlaget for mit økologiske valg, bygger min veganisme på et velovervejet ønske om at beskytte mennesket, jorden og dyrene. For mig, og for mange af mine veganske venner og bekendte, med eller uden sortternede tørklæder, er økologi og veganisme derfor, meget forenelige.

.

Der hvor jeg skelner markant mellem økologi og veganisme er ved den kendsgerning, at også den økologiske dyreproduktion skader miljøet, dyr bliver syge og må aflives, tyrekalve er som oftest ubrugelige på samme vis som i den konventionelle mejeriindustri, og kommende æglæggende øko-høns, sorteres fra deres ulyksalige brødre som aflives, kort tid efter klækning. I sidste ende, må også en økologisk gris eller ko lade livet. En vigtig detalje når man, som jeg, mener det er forkert at slå ihjel.

Hvor økologi er mad med respekt og kærlighed, er veganisme også mad med medfølelse…

.
Mit økologiske valg bygger på en “ydmyghed” som jeg holder meget af. En lille bakke smukke modne stilktomater, en perfekt mørkeviolet aubergine eller smagen nogle få sprøde økologiske nødder kan give en salat, kan således give meget mere tilfredsstillelse, end det at kunne hive den største, og dermed også mest vandede, agurk ned i indkøbskurven for en flad 10′er.

.

Jeg oplever den samme ydmyghed når jeg tager indkøbskurven under armen og går ”på jagt” efter veganske lækkerier i supermarkedet. Selvom jeg efterhånden ved hvilke produkter der ikke indeholder animalske ingredienser, kan jeg godt befinde mig i Føtex en lørdag eftermiddag med femte og sidste mærke af en pakke chokoladesmåkager og slukøret mumle: ”Smørfedt… Æggehvidepulver… Valle…” men ende med at tage hjem med en 78 % kvalitets-øko-chokoladebar og en pose økologiske cashewnødder. Velvidende om at jeg, som ydmyg konsekvent, forbruger, der ikke går på kompromis, hvad end det gælder sundhed, kvalitet eller etisk overbevisning, har indflydelse, og er med til at skube både økologien og veganismen i en positiv retning!«

.

.

 

 
%d bloggers like this: