.
Der sker spændende ting for veganismen lige nu! Både herhjemme og i udlandet.
.
Tilbage i 2004, kun 58 år gammel, gennemgik den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton, en fire-dobbelt bypass efter længere tids massive hjerteproblemer. Siden har han lagt sin kost helt om, tabt sig 12 kg og fortalte sidste år at han havde levet næsten som veganer siden maj 2010, med fisk som eneste animalske supplement til sin kost. For et par uger siden sprang han imidlertid ud som fuldblodsveganer. (Pun intended
)
.
Hør her hvad han sidste år fortalte om sin nye forbedrede livsstil og ikke mindst betydningen af denne:
.

.
.
Jeg er ikke sikker på hvor stor betydning den tidligere præsidents livsstilsændring vil have for det amerikanske folk. I Danmark mærker vi imidlertid forandringer og skift i vores livsstil og vores moral tydeligere, end i større lande, og vi retter ofte vore blikke mod vest for inspiration til nye måder at leve på. Bill Clinton er måske ikke den mest vellidte mand blandt danskere såvel som blandt amerikanere, men om ikke andet er han en meget velkendt person, og det er mit håb at han, via sin inspirerende livsstilsændring, er med til at skabe positiv opmærksomhed omkring det sundhedsmæssige aspekt i at spise en 100 % vegetabilsk kost.
.
I artiklen Flere unge gør som Clinton tyder det på, at han allerede er med til at inspirere danskerne til en vegansk livsstil. Men læser man andet end bare overskriften, finder man hurtigt ud af, at det specielt er unge danskere der, af etiske overbevisninger, vælger den veganske levevis. Dette fortæller Sune Borkfelt, formand for Dansk Vegetarforening. På Danmarks førende internetforum for vegetarer og veganere Vegetarkontakt.dk (som jeg er med-moderator for, samt ikke mindst hyppig bruger af) mærker jeg samme tendens.
En anden måde hvorpå veganismens fremgang kan mærkes på, er via Fødevarestyrelsens netop udvidede information på deres website “Alt om kost” vedrørende vegetarisk livsstil, som man kan læse om i artiklerne:
.
Siden giver eksempler på hvorledes vegetarkost for kvinder samt vegetarkost for børn kan se ud på en dag. Det er ydermere positivt at Fødevarestyrelsen derudover kommer med et eksempel på hvorledes en vegansk kost kan sammensættes. Jeg undrer mig over hvor vegetarkost for mænd siden er, ærgrer mig over at det manglende eksempel alt imens jeg tjekker min facebook venneliste for hvor mange vegetarer og veganere af hankøn jeg har kontakt til i mit netværk. (Jeg kan fortælle den nysgerrige læser at tallet ramte femogfyrre, dvs. en tredjedel af mit vegetar-netværk!)
.
Veganer-videnskab?
Jeg fremhæver dette positive indslag, idet Fødevarestyrelsen ikke altid er lige veganer-venlige i sine udtalelser. I artiklen “Flere unge gør som Clinton” skriver ernæringsfaglig medarbejder i Fødevarestyrelsen Helle Køngerskov:
.
»Proteiner fra animalske fødevarer er opbygget af aminosyrer, som i højere grad ligner kroppens egne i forhold til de vegetariske, men man kan sagtens få gode proteiner nok, hvis man er bevidst om, hvordan man sætter sin kost sammen.«
.
Dette bekræfter den vegetariske livsstil som værende en, af Fødevarestyrelsen, “godkendt” diæt, omend protein, og mængderne af protein, i vegetarisk kost endnu engang er centrum for opfordring til særlig opmærksomhed. At kosten skal sættes specielt sammen for at “gode proteiner” nok, lugter også skummelt af, den nu omsider meget modbeviste, proteinkomplimenteringsmyte. Den efterfølgende anbefaling fra Helle Køngerskov er imidlertid, at børn under 3 år, slet ikke får vegansk kost! Der er, udover begrundelsen at børn under 3 år har “særlige ernæringsbehov”, ingen videre uddybende forklaringer. Udtalelsen ligner en anden fra Fødevarestyrelsen under siden Planlægning af veganermad som blot tilføjes listen af forvirrende og stigmatiserende udsagn, der sår frø af mistro overfor den grønne livsstil.
.
Veganer mad til småbørn
Kostformer, der udelukker hele madvaregrupper, øger risikoen for fejlernæring. Veganer mad, der ikke indeholder animalske produkter, kræver betydelig viden og forudsætter, at barnet spiser varieret og med god appetit. Maden fylder meget på tallerkenen, så barnet kan have svært ved at spise de nødvendige mængder mad. Herved kan der være risiko for næringsstofmangel. Madens næringsstoftæthed bør derfor vurderes på individuel basis med henblik på planlægning af måltider baseret på et varieret udbud af madvarer af en ernæringsfaglig person, fx en klinisk diætist. Generelt anbefales veganer mad ikke til spædbørn og småbørn.
.
Det er nu ikke fordi jeg personligt går specielt meget op i hvad Fødevarestyrelsen mener og skriver om kost og sundhed, idet jeg bestemt ikke ser deres sandhed som den endelige sandhed vedrørende denne. Men jeg ved at mange danskere har så svært ved at forholde sig til det flydende begreb sundhed at de, nærmest febrilsk, klynger sig til kostrådene i et spædt forsøg på at spise på den sundeste måde, ikke mindst på vegne af deres børn. Jeg har, som repræsentant for veganismen i Danmark derfor interesse i at udsagn som disse manes til jorden, eller er med til at bevise det modsatte.
Én af mine veninder skriver i en kommentar på min Facebookside, at dét Fødevarestyrelsen skriver om vegetarisme og veganisme på deres hjemmeside, får det til at fremstå som lidt af en raketvidenskab at fodre veganske børn. Jeg kan kun give hende ret. Men med to små skønne, og ikke mindst sunde, veganske børn, er min veninde et solstrålende eksempel på at min kæreste og jeg ikke behøver at opgive drømmen om at give vores fremtidige børn en vegansk opvækst. Tværtimod er jeg slet ikke i tvivl om at vi, ligesom min veninde, vil få nogle lige så skønne grønne unger. Helt uden at have taget en bachelor i raketvidenskab.
.
.
Café Gaya
Jeg stortrives på mit nye arbejde på Café Gaya, hvor jeg får lov til at tage en masse dejligt ansvar. For den mad vi tilbereder, for de mange skønne mennesker jeg arbejder sammen med. Ja, for caféen som helhed. Jeg står nu for dagens varme ret som, i den første tid efter min ansættelse, var enten tærte eller lasagne. Jeg lavede disse i enorme portioner – i en ny “veganiseret” udgave selvklart. Det var en god udfordring for mig, men efter nogle uger kunne jeg mærke at der skulle ske noget nyt, og jeg indførte “Fredags Fristelsen”, som bestod af en ny ret hver fredag. Dette blev taget meget varmt imod, og tiltaget åbnede døren for at jeg nu gennem de sidste 5-6 uger hver dag har lavet en ny vegansk ret. Her på Månebarnet har jeg netop oprettet en ny sidemenu med en oversigt over ugemenuerne på Café Gaya. Du kan også følge med på vores Facebookside som hver dag opdateres med opslag af dagens varme ret, spændende nye salater, arrangementer med mere.
Ligesom efterspørgslen på mælkefri mad stiger, oplever vi ligeså stigende efterspørgsel på glutenfri mad på caféen. Vi har længe haft glutenfrit brød samt kager i form af raw kager, muffins og cupcakes. Også dagens varme ret har siden jeg har været ansvarlig for denne, så vidt mulig været glutenfri. Ofte har det været et simpelt spørgsmål om at anvende f.eks rismel i stedet for speltmel i saucer, frikadeller osv. Men som noget nyt, vil hver onsdag fremover være “Glutenfri onsdag” hvor glutenallergikere og andet godtfolk kan være sikker på at kunne nyde et lækkert vegansk og glutenfrit måltid på Café Gaya.
.
.
Hjertebesøg
Jeg har igennem de sidste par uger fået besøg af flere forskellige skønne mennesker på min arbejdsplads.
.
♥ Kirsten Hartvig, forfatter og veganer gennem mere end 20 år, har jeg haft kontakt til via nettet gennem et godt stykke tid. En dag kom hun uanmeldt for at besøge mig, uvidende om at hun faktisk kendte caféens ejer, Tinna Gaya. Vi fik os en god sludder om veganisme, dengang og nu. Om etiske valg, og hvordan praktiske valg kan harmonere med disse.
.
♥ Mia Møbjerg, kvinden bag den vegetariske, dog primært veganske, madblog Mia-Mad, kom i starten af ugen ligeledes på uanmeldt besøg. Hun skrev efterfølgende dette fine indlæg. Tak for det Mia! Lad og drikke en kop kaffe sammen næste gang du er i Århus.
.
♥ Poul Ganer kom med både blomster, sange og en SVUB saft (=Spiselige Vilde Urter/Blomster) ved sit besøg i torsdags. Læs mere om SVUB på Poul’s hjemmeside.
.
♥ Sidst men ikke mindst fik jeg besøg af Nathan, der i sidste weekend var i Århus i anledning af Marselisløbet. Nathan er født og opvokset Danmark, men bor og arbejder til daglig i Alicante Spanien sammen med sin familie, hvor datteren Monica på 17 år er veganer. De har begge fulgt min blog, både her og på Facebook, og æren var på begges sider da vi i mandags spiste frokost sammen på Café Gaya.
.
.

.
Alt godt!
~Luna/Månebarnet
.
Nyeste kommentarer