Månebarnet

Banan-is med chokolade overtræk 5. august 2008

Ingredienser

  • 4-5 modne men faste bananer
  • 100 g. god mørk chokolade (Fx Green & Black Organic 70 %)
  • Hakkede og ristede nødder, ristet havregryn eller krymmel
  • Ispinde (Grillpinde kan også bruges)

Fremgangsmåde

Skær bananerne i halve og stik en ispind i hvert stykke. Læg dem på en flad tallerken eller på et fad med et stykke bagepapir under. Frys dem i ½ time. Smelt derefter chokoladen i et vandbad, og dyp hver banan-is i. Drys med topping, og frys dem derefter i yderlige ½ time.

 

Hyben/ingefær sirup 27. juli 2008

Ingredienser

  • Ca. 1 kg hyben
  • 5 dl. vand
  • Et stykke ingefær
  • 2 spsk. rørsukker
  • 1 spsk. muscovado sukker
  • ½ stang vanilje
  • 1 spsk. citronsaft
  • 1 knivspids salt

Fremgangsmåde

Alle hyben befris for blomst og kommes i en gryde. Vand hældes ved og de koges i ca. 15-20 min. Lad dem trække til de blive lidt køligere. Hæld derefter det hele over i en stof si. (Som man også bruger til at lave hyldebærsaft med) Alt skal med, og alt den gode tykke saft skal moses ud af pulpen. Det er nemmest at få det hele med hvis man tager stof sien af stativet og presset saften ud med hænderne. Når den sidste dråbe hybensaft er presset ud, skal saften koges ind sammen med sukker, vanilje, citronsaft, salt og ingefær. Vanilje stangen åbnes, kornene skæres fri og kommes i, og stangen koger også med. Ingefæren skæres blot i nogle mindre stykker. Begge dele kan ligge opbevaret nede i siruppen til den er spist op.

Det tager ca. ½ time at koge siruppen ind. Hold godt øje med den de sidste minutter så den ikke bliver for tyk. Den tykner nemlig også lidt når den er kølet af.

Spises på en varm sommerdag hen over en skål soja is med vanilje. Eller som herover – en skål jordbær sorbet!

 

Soja isvafler 17. juli 2008

Gemt under: Forbudte fristelser, Is — Månebarnet @ 1:08 pm

Nu er det ikke fordi jeg spiser særligt meget is. En gang imellem er det da meget rart at sætte tænderne i. Før jeg blev veganer havde jeg dog hver sommer et mindre kærlighedsforhold til ParadIS. Det var da også én af de fødevarer jeg måtte tænke længe over om hvorvidt jeg havde lyst til at give afkald på. Jeg har dog ikke fået hverken store eller små traumer over at skulle undvære komælks is denne første sommer som veganer. Selvom jeg kan huske en god smag af fx en is eller en eller anden ost, har jeg altid i baghovedet hvor fødevaren kommer fra, og at det slet ikke er sundt for mennesker at spise kalveføde. Tja.. Så er det altså ikke så slemt at undvære.

Men! Der findes jo alternativer til frossent kalveføde. Soja is… (Ja – og havre is, men dette indlæg handler altså om soja is.)

Jeg har længe haft lyst til at købe disse “Rock’N'Roll Cones” soja-isvafler fra Tofutti. Den veganske “Cornetto” udgave velsagtens. Desværre smagte den altså ikke helt så fantastisk som håbet. Isen var lettere krystalliseret og chokoladen var ikke speciel mørk eller sød. Det meste af vaflen var ret blød, lige bortset fra bunden som indeholdt en del chokolade og faktisk smagte ok. Nødderne var også ok.

Der findes rigtig mange soja is varianter. Herhjemme i Danmark bugner det dog desværre ikke ligefrem med valgmuligheder. I USA har de et sojais mærke som hedder ”Purely Decadent”. Det ser virkelig lækkert ud! Her er blot et lille udvalg.

“Cherry Nirvana”

“Pomegranate Chip”

“Chocolate Brownie Almond”

Jeg kunne selvfølgelig godt prøve at blande mine egne hjemmelavede soja is med helt almindelig vanilje soja is og fx chokoladestykker, pebermynte, bær, nødder osv. Ved nærmere eftertanke er det helt sikkert noget jeg vil prøve… ;)

Men jeg har også skrevet til ParadIS og foreslået dem at eksperimentere med en soja is. De ville ikke udelukke at de på et tidspunkt ville udvikle sådan en, men; ”da vi går utrolig meget op i kvaliteten af vore is, tager en sådan udviklingsproces meget lang tid.”

Jeg har også foreslået Irma at de bestiller ”Purely Decadent” isen hjem. Deres svar var:

“Tak for din tilsendte mail.Vi har i dag en vanille soja is fra Tofu line i Sverige. Den har vi haft en del år.
Den bliver nu opgraderet og kommer i flot ny emballage, samt smagen er blevet forbedret.

Der kommer en variant mere, så fra 1. okt. har vi en vanille og en blåbærris

Håber den kan bruges.”

Med venlig hilsen
Irma AS

Jaaaa!!! Hele 2 varianter. Hurraaaa! Jeg skal selvfølgelig smage den – men der må da være nogen der kan se det fantastiske (eller er det orgasmiske?) i at sælge “Purely Decadent” is. Jeg må skrive nogle flere mails…