Månebarnet

Nem æblekage med sojaflødeskum 13. september 2008

Ingredienser (4-5 personer)

  • Ca. 300 g. æblegrød (Eller ca. ½ glas hvis man køber det færdiglavet)
  • 1 karton vegansk sojaflødeskum (Købes i helsekostbutikker!)
  • 5-6 knuste kiks (gerne grove med fx havre)
  • 50 g. ristede halve mandler
  • 1 vaniljestang
  • 50 g. revet marcipan
  • 2 dl. rasp

Fremgangsmåde

Pisk sojaflødeskummen i et par minutter og tilsæt kornene fra 1 vaniljestang. Læg et lag æblegrød i bunden af et fad eller en skål, dernæst fordeles knuste kiks og mandler henover. Læg et lag flødeskum og riv marcipan henover. Drys med rasp og fortsæt med æblemos (osv…) til ingredienserne er opbrugt. Slut af med et lag flødeskum!

Æblekagen må gerne stå at trække lidt, men den kan sagtens spises straks… ;)

Vegansk flødeskum smager fremragende og faktisk forbavsende meget ligesom flødeskum lavet af kofløde. (Bare bedre!)

 

Chokolade bombe 7. september 2008

Gemt under: Alle opskrifter, Chokolade, Forbudte fristelser, Kager, Tofu, Veganske opskrifter — Månebarnet @ 1:40 pm

Ingredienser

  • 3 dl mel (ca. 190 g.)
  • 40 g. kakaopulver
  • 3 dl. Sojamælk
  • 50 g. muscovado sukker
  • 25 g. rørsukker
  • 100 g. smeltet plantemargarine
  • 200 g. silken tofu
  • 2 tsk. bagepulver
  • 2 spsk. pulverkaffe (Kan udelades)
  • 1 spsk. hasselnøddecreme
  • 1 ½ tsk. havsalt
  • Evt. en håndfuld ristede nødder (Fx hasselnødder)

Chokolade creme

  • 100 g. silken tofu
  • 40 g. plantemargarine
  • 20 g. kakaopulver
  • 2 spsk. hasselnøddecreme (Købes i helsekostbutikker)
  • 1 tsk. havsalt
  • Kornene fra 1 stang vanilje

(Alle ingredienserne til cremen blendes godt i en minihakker eller med en røremaskine.)

Fremgangsmåde

Rør silken tofu, sojamælk, muscovado sukker, rørsukker, mel og kakaopulver sammen med en røremaskine. Tilsæt hasselnøddecreme, pulverkaffe, havsalt nødder/hakket mørk chokolade. Til sidst tilsættes bagepulver. Dejen hældes i en brødform. Enten smurt eller med bagepapir i. Man kan også komme dejen i muffinforme… Bages ved 200-250 grader. Stik en gaffel eller en strikkepind i kagen efter ca. en time. Hvis der hænger dej fast skal den have lidt længere tid.

Når kagen er helt kølet af smøres cremen ud over den i et tykt lag! Velbekomme…

Jeg fik aldrig taget et billede af min chokolade bombe, men jeg fandt et billede som ligner lidt...

Jeg fik aldrig taget et billede af min chokolade bombe, men her er et billede som ligner vidunderet til forveksling… :)

 

Chokolade/tranebær cookies 6. juli 2008

Jeg havde besøg af min gode veninde Mette i dag. Vores ”lav – veganske – cookies – som – smager – så – forbandet – godt – at – du – aldrig – vil – spise – andet – end – veganske – cookies – igen” mission blev sat i værk. Umiddelbart virker den yderst vellykket, men vore respektive kærester kommer begge hjem fra Roskilde festival her til aften, og der falder den endelige dom… ;)

Ingredienser (Stor portion – 2 plader)

  • 200 g. vegetabilsk margarine
  • 180 g. rørsukker
  • 180 g. muscovado sukker
  • 360 g. hvedemel
  • 2 tsk. bagepulver
  • ca. ½ dl. sojamælk med vanilje
  • 100-150 g. tranebær (Hele)
  • 100-150 g. hakket mørk vegansk chokolade
  • ca. 100 g. ristede hasselnøddekerner (I halve)
  • 1 tsk havsalt (Meget vigtigt)
  • (Tilsæt evt. noget af dejen 1-2 spsk. kakaopulver!)

Fremgangsmåde

Bland alle ingredienserne og ælt til dejen samler sig. Form små flade kager, eller rul dejen ud på et meldrysset bord og stik ud med udstiksforme. Hvor lang tid kagerne skal have i ovnen afhænger meget af tykkelsen på dem. 10-15 min ved 200-250 grader. Hvis man kan lide dem lidt bløde i midten skal de ikke have så lang tid hvis de er rullet tyndt ud.

 

Chokolade muffins (Med chokolade midte) 25. juni 2008

Gemt under: Alle opskrifter, Chokolade, Forbudte fristelser, Kager, Tofu — Månebarnet @ 1:39 pm

Muffindej

  • 2 dl hvedemel
  • 20 g. kakaopulver
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 ½ dl sojamælk
  • 25 g. muscovado sukker
  • 25 g. rørsukker
  • 5o g. vegetabilsk margarine
  • Ca. 100 g. silken tofu
  • 2 tsk. vanilje
  • 1 knivspids stødt nellike
  • 1 knivspids stødt kanel
  • ½ tsk. salt

Chokoladesauce

  • 60 g. sojamælk (Med vanilje)
  • 20 g. vegansk chokolade

(Chokoladen skal blot smelte i sojamælken i en gryde indtil saucen bliver tyk)

Fremgangsmåde

Smelt margarinen og bland med alle de våde ingredienser i en skål, tilsæt derefter de tørre. (Bagepulver til sidst) Fordel et par skefulde dej i bunden af 6 muffinforme. Smør noget af dejen op af kanterne. Et par tsk. af chokoladesaucen lægges i fordybningen, og derefter endnu et lag muffindej.

Bag dem midt i ovnen ved 200 grader i 20 min. De bliver rigtig lækre og svampede!

 

Vegansk flødeskum (På dåse) 18. juni 2008

Man skulle da være et rigtigt skarn ikke liiige at prøve soja flødeskummet fra “Soyatoo” på dåse nu man var i gang… ;)

Kæresten, og en stor skål danske økologiske jordbær med et par skiver banan, fik æren af dette eksperiment. Jeg foretrækker dog den piskbare version, men det kan godt være det bare er fordi at denne version minder uhyggeligt meget om flødeskum fra ko-fløde…

Men flot ser det ud! Perfekt hvis man en dag vil kreere en imponerede vegansk lagkage og ikke er alt for ferm til det med sprøjteposen.

 

Vegansk flødeskum (Pisk-selv) 13. juni 2008

Gemt under: Alle opskrifter, Epifanier, Fedtfattig mad, Forbudte fristelser, Kager, Økologi — Månebarnet @ 8:00 pm

Her til aften har jeg endelig afprøvet vegansk flødeskum! (Fra “Soyatoo” – Kan købes i helsekostforretninger.) Min storesøster og nevø fik æren af at blive mine (yderst mætte og tilfredsstillede) forsøgspersoner. Serveret på en omgang ”Æble/Rabarber Crumble” var den simpelthen perfekt!

Flødeskummet var lidt sødere end regnet med, men havde den lette og cremede struktur som håbet på!

Her er beviset så… Vegansk mad består ikke (kun) af ukrudt. ;)

(Ekstra bonus) Sundhedsmæssige fordele:

Soja piskefløde Traditionel piskefløde
155 Kcal pr. 100 g. 358 Kcal pr. 100 g.
11 g. fedt pr. 100 g. 38 g. fedt pr. 100 g.
0 mg kolesterol 126 mg kolesterol

 

Apple Crumble 2. februar 2008

Denne dessert er nem og rigtig lækker! Den er også kendt som “smuldredej kage”.

Ingredienser (6-7 personer)

  • Ca. 3-4 æbler (Gerne af forskellig sort)
  • 200 g. 100 % vegetabilsk plantemargerine (Nutana’s eller Ama’s økologisk)
  • 150 g. muscovado (Uraffineret rørsukker – Kan købes i helsekost butikker)
  • 50 g. havregryn
  • 200 g hvedemel mel (Noget af melet kan erstattes af grahamsmel)
  • 1 tsk. stødt kanel
  • 1 tsk. stødt nellike
  • 1 stang vanilje eller 2 tsk. vaniljesukker
  • 1 tsk. havsalt (Vigtigt! Fremhæver smagen)
  • Evt. en håndfuld rosiner og nogle halve ristede mandler

    Fremgangsmåde

    Skræl og skær æblerne i små både. Læg i et ildfast fad. Brug derefter fingrene til at smuldre mel, havregryn og margarine i en skål. Dejen skal klumpe sammen når du krammer den, men være mulig at smuldre igen. Tilsæt muscovado sukker, stødt kanel, stødt nellike og vaniljekorn/vaniljesukker. Bland ca. 1 spsk. Muscovado sukker i æblerne, og drys rosiner og mandler henover. Læg forsigtigt smuldredejen ovenpå æble bådene. Der må gerne stikke et par æbler op, og æbleskiverne skal gerne begynde at boble mellem smuldredejen eller i kanten af fadet…

    apple-crumble.jpg
    Bages midt i ovnen ved 200 grader i 45 – 60 min

    NB: Æblerne kan udskiftes eller blandes med anden frugt såsom pære, fersken eller rabarber.

     

    Gulerodskage 28. januar 2008

    Gemt under: Alle opskrifter, Forbudte fristelser, Kager, Veganske opskrifter — Månebarnet @ 6:47 am

    Ingredienser:

    • 50 g. (nutana) plantemargerine (eller neutral madolie)
    • 25 g. grahamsmel
    • 50 g. hvedemel
    • 50 g. muscovado sukker (uraffineret rørsukker)
    • 100 g. revet gulerod
    • 30 g. rosiner
    • 30 g. appelsinsaft
    • ½ tsk. bagepulver
    • 2 tsk. stødt nellike
    • 2 tsk stødt kanel
    • 1 tsk havsalt

    Fremgangsmåde:

    Smelt plantemargerine i en gryde. Tilsæt først revet gulerod og brun farin. Derefter de øvrige ingredienser. (Bagepulver til sidst) Bag midt i ovnen ved 200 grader i 35-40 min.

    carrotcakeslice-main_full.jpg
    Glasur er en blanding af flormelis, appelsinsaft og revet appelsinskal…