Månebarnet

Spicy efterårs linsegryde 20. oktober 2009

Ingredienser (1-2 personer)

  • 2dl økologiske grønne linser
  • 3 dl vand
  • 1 dåse økologisk flået tomat
  • 2 tsk. Herbamare urtebouillon
  • ½ tsk. Sambal Oelek
  • ½ tsk. Garam Marsala
  • 1 tsk. god karry
  • 1 spsk. Mango Chutney
  • ½ presset kinesisk hvidløg (eller 2 almindelige fed)
  • ¼ porre
  • 2 spsk. sojafløde

Fremgangsmåde

Kom linserne (jeg anvendte typen “Dupuy” – de er mindre end almindelige grønne linser) i en gryde og kig efter for misfarvede eller beskadigede linser. Tilsæt vand og flået tomat og lad retten simre i 30 min. (Rør i gryden en gang imellem)

Når linserne endnu har lidt bid, men ikke er rå, snittes porre og de sættes til side mens retten smages til med Herbamare urtebouillon, Sambal Oelek,  karry og Garam Marsala. Porre og hvidløg simrer med i retten de sidste 5 min. Tilsæt lidt sojafløde for at give retten en mere cremet konsistens, og mango chutney for at give den sødme. Drys evt. retten med lidt hakket persille eller gomasio inden servering…

(En kold rest er lækker dagen efter til en sund og nem frokost)

Velbekomme!

 

Hokkaido/linse suppe 7. september 2008

Denne fantastiske supper fik jeg serveret første gang hjemme hos en god veninde. Hun har siden givet mig opskriften, og den er lige god hver gang. Den er super hurtig og billig at lave og ikke mindre end skøn på kolde efterårsaftener!

Ingredienser (2 personer)

  • 1 lille  hokkaidosquash (gerne økologisk)
  • 1 kinesisk hvidløg
  • 100 g røde linser
  • 2 spsk. olie (gerne smagsnetural som fx rapsolie)
  • 1 spsk. tørret basilikum
  • 1-2 tsk. karry
  • 1/2 spsk. balsamico eddike
  • 1 spsk. herbamare urtebouillon
  • 1 – 2 spsk. ketchup
  • 1/2 liter vand
  • 1 dl. sojafløde
  • Evt. salt og friskkværnet peber

Fremgangsmåde

Hokkaidosquashen udkernes og skæres i tern.  (Der er ingen grund til at skrælle den) Olien kommes i en tykbundet varm gryde, karry tilsættes og “brændes af” (smagen træder kraftigt i karakter ved at gøre dette) men må selvfølgelig ikke brænde på.  Herefter tilsættes skiveskåret hvidløg som steges med et øjeblik. Hokkaidosquashternene tilsættes, samt vand, linser og basilikum. Lad suppen koge i ca. en halv time hvorefter suppen blendes helt fin i en blender eller med en stavblender. Fløden tilsættes til sidst, og suppen bringes i kog i få minutter. Smages til med urtebouillon, ketchup, salt og friskkværnet peber samt balsamico eddike. Alternativt kan citronsaft anvendes. Hvis suppen er for tyk tilsættes mere vand.

Server med friskhakket persille, ristede solsikkekerner og groft brød til.

Hokaido linsesuppe lille

 

Røde linser med kokos 12. juli 2008

Hvis du aldrig har prøvet at smage denne ret er det bare med at komme i gang! Det er noget af det nemmeste og mest velsmagende du længe vil have konsumeret. Det tager lidt under 30 min fra linserne har ramt grydens bund til maden ligger klar på din talerken.

Eksperimenter med dine yndlings ingredienser. Kort sagt – prøv dig frem. Det er en meget taknemmelig ret. (Hvis en ret kan være det)

NB: Smager helt fantastisk kold dagen efter!

Ingredienser (2 personer)

  • 100 g. røde linser
  • 2 gulerødder i tern
  • 1 dåse flåede hakkede tomater
  • 1 lille rødløg i tern
  • ½ grøn eller rød peberfrugt
  • ½ dåse kokosmælk
  • 1 spsk. Mango Chutney
  • 1 spsk. Ajvar (Peberfrugt pure)
  • 2 fed presset hvidløg (gerne ½ kinesisk)
  • 25-50 g. hakket bredbladet persille
  • 1 tsk. Garam Masala
  • 2-3 tsk. god salt eller sojasauce
  • Evt . ananas i stykker
  • Evt. en håndfuld rosiner
  • Peber

Fremgangsmåde

Vej 100 g. røde linser af (ca. 1 dl) og vask dem grundigt i koldt vand. Bring i kog under låg med de flåede tomater og kokosmælken. Imens skæres rødløg, peberfrugt og gulerødder i tern og tilsættes derefter retten. Tilsæt resten af ingredienserne mens retter småsimrer, men vent med persillen til sidst da den ellers vil miste sin smukke grønne farve og smagen forsvinde for meget ud i retten.

Server retten som den er, eller med en lille salat til. Drys med ristet kokosmel eller gomasio. Man kan servere linseretten sammen med fx ris, bulgur eller kartofler, men den mætter utroligt meget, så det er unødvendigt.

 

Linsepostej (Grønne linser) 16. maj 2008

Ingredienser

  • 200 g. grønne linser
  • 500 g. kartofler (melede)
  • 100 g. gulerødder
  • 100 g. broccoli
  • 150 g. løg
  • 200 g. champignon
  • 2-3 spsk. sojasauce
  • Salt og peber
  • 3 spsk Ajvar (Kan udelades)

Fremgangsmåde

Skyl de grønne linser i koldt vand og kog dem i 4 dl letsaltet vand i 20 min . Skræl gulerødder og kartofler og skær dem i mindre stykker. Kog dem sammen med broccolien (ligeså i letsaltet vand) i ca. 10 min. Når de er møre blendes de let med en stavblender. Dog ikke til en fin mos. Der må gerne være små ”chunks” af gulerod og kartoffel. Hak løg og champignon fint – og bland alle ingredienser i gryden med linser. Smag til med salt, peber, sojasauce og evt. Ajvar.

Bag midt i ovnen ved 200 grader i 45 min…

Der bliver en stor portion af denne opskrift, nok til mange dage hvis postejen bruges som pålæg. Postjen er desuden både fedtfattig og indeholder kun ca. 103 kcal pr. 100 gr. (Udregnet på sitet www.madital.dk)

 

Linsepostej (Røde linser) 24. april 2008

Ingredienser

  • 100 g. røde linser
  • 350 g. kartofler (ca. 2-3 store melede)
  • 100 g. broccoli
  • 100 g. gulerod
  • 100 g. rødbede
  • 1 lille løg
  • 1-2 fed hvidløg
  • 1 tsk. karry
  • Friskkværnet peber
  • 2 spsk. rasp
  • 2 spsk. sojasauce

Fremgangsmåde

Skyl de røde linser i koldt vand og kog dem i 5-7 min. Hæld overskydende vand fra og lad dem køle af. Skær kartoffler og broccoli i mine stykker og kog dem helt møre. Riv gulerødder og rødbede i en skål og tilsæt de røde linser når de er fingervarme. Hak løget fint og tilsæt også salt, peber, rasp, sojasauce og karry.

Når kartofler og broccoli er møre hældes vandet fra og de moses let med en stavblender. Det skal ikke blive helt til mos men stadig have noget bid. Bland kartoffel/broccoli “mosen” og linseblandingen og hæld det hele i en smurt form eller et fad. Bag ved ca. 200 grader i 45 min – eller til postejen har fået en gylden skorpe.