Månebarnet

Ny spændende uddannelse i Sverige 9. november 2009

Gemt under: (Månens verden) — Månebarnet @ 3:14 am

Fra og med næste skoleår 2010/2011 optager “Vegeriet Mat Och Hälsogymnasium” også danske elever på deres gymnasieuddannelse.

(Fra uddannelsens hjemmeside:) Vegeriet er Helsingborgs eneste vegetariske restaurant. Den har eksisteret siden 1998 og er et populært mødested for folk, som vil have et grønnere og sundere alternativ til traditionel restaurantmad. I 2009 startede vi en gymnasieuddannelse: Vegeriet mad- og helsegymnasium.
Vi har besluttet at vi vil ha’ en grønnere fremtid, derfor satser vi på unge som vil uddanne sig til grønne kokke og helsepiloter. Det er iøvrigt et vældigt spændende miljø for unge, da vi deler hus med Mega Musik Gymnasieskole, så her er masser af friske vinde, positiv energi, musik og kreativitet!

Læs mere her

 

 

Vegetarer godter sig over – lækker vegetarmad? 1. oktober 2009

Gemt under: (Månens verden) — Månebarnet @ 8:12 am

Endnu engang er Danmark opmærksom på hvordan supermarkeder kommer nye labels på pakker med gammelt kød. Det er dog bestemt ikke noget nyt at dette forekommer. Det sker bare en gang imellem at det bliver opdaget. Medierne står imidlertid på spring for at vride alle safter ud af sagen om det gamle kød. (no pun intended) I denne forbindelse har en journalist fra Ekstra Bladets netavis været inde på forummet vegetarkontakt.dk og snuppet nogle kommentarer skrevet af brugere derinde. Jeg er selv aktiv derinde og ved at der er mange derinde som kun er interesseret i at tonen er god, men at der selvfølgelig også er plads til at folk kan komme med deres umiddelbare meninger. Således er der ud fra disse blevet skrevet en, noget skrabet, artikel med den noget genrealiserende overskrift: ”Vegetarer godter sig over kødskandale”. Nu er der vel næppe mange som ærligt kan hævde at Ekstra Bladet er et specielt anerkendt eller sagligt blad. Jeg ville personlig aldrig selv købe bladet, ej heller læse det online. Men netop denne artikel er ikke undgået min opmærksomhed.

Selve overskriften siger mere end resten af artiklen, som ikke indeholder meget andet end de føromtalte kommentarer. Kommentarer som, ikke specielt overraskende, er taget ud af kontekst fra en tråd om kødskandalen på forummet. Journalisten citerer derudover Sune Borkfelt. (Formand for Dansk Vegetarforening) Hermed sættes enkelte kommentarer fra individer på et vegetarforum med pt. 798 brugere, altså i forbindelse med en forening og en officiel udtalelse – hvilket i mine øjne er uheldigt. At dømme efter svarene på den efterfølgende debat på Ekstra Bladets side, er manges opfattelse da også at samtlige vegetarer på forummet ønsker at se kødspisere blive syge af at spise fordærvet kød. Dertil må jeg straks indskyde, at vi er mange med kødspisende kærester, familier, gode venner og bekendte som selvfølgelig ikke ønsker at dette sker.

Ekstra Bladets artikel bliver selvsagt diskuteret på forummet vegetarkontakt.dk. Ikke mindst fordi det flere gange er sket at læsere af artiklen opretter sig, for derefter at komme med personlige angreb eller absurde provokationer derinde. Jeg anser personligt disse kommentarer som værende tegn på kedsomhed, og opfordrer til ikke at kommentere dem derinde.

Mit mål med dette blogindlæg? Det er sikkert ikke sidste gang det vegetariske mindretal er ofre for dårlig journalistik. Medierne/journalisterne vil gerne tjene penge, og så opstår artikler som den omtalte desværre. Det må vi leve med. At nogle medier er lidt for glade for at generalisere, og dermed er med til at skabe en “os-og-dem” kultur, er for dem – uvedkommende. Dette gælder også i rigtig mange andre sammenhænge. Men der har vi som læsere eller modtagere heldigvis noget at skulle have sagt. Vi kunne fx koncentrere os om det sagen i virkeligheden drejer sig om. Grov misbrug af forbrugeres tillid – gambling med menneskers helbred samt alvorlig mangel på respekt for de dyr som kødet kommer fra.

Alt godt!
Månebarnet

 

Vegetarisk lørdag 10. august 2009

Gemt under: (Månens verden), Arrangementer — Månebarnet @ 8:00 am

3632466316_da3d2cd88dEr man så heldig at befinde sig i eller omkring Københavnområdet på lørdag d. 15 august (det er jeg ikke, men det skal heldigvis ikke forhindre mig i at informere andre om begivenheden) vil ISKCON Danmark (Det internationale Samfund for Krishnabevidsthed) arrangere en tallerken med gratis vegetarisk mad. Eventen har også været foregået d. 6 og 27 juni – Men det kan nåes endnu! Det foregår på Gammel torv fra 13.00 – 17.00

Velbekomme!

Læs mere om “vegetarisk lørdag” her

Se billeder fra eventen d. 6 juni her

Ahimsa!

 

Vegetar i London 1. august 2009

Gemt under: (Månens verden), Epifanier, Rejser, Økologi — Månebarnet @ 9:30 am

Efter at have besøgt London for første gang i fire skønne dage, (sammen med min vegetar-mad-glade søster) er det er vist oplagt at jeg skriver et indlæg om de mange vegetariske muligheder byen har at byde på.

Inden vi tog af sted havde vi forberedt os lidt, dvs. surfet rundt på nettet efter vegetarrestauranter beliggende i de områder vi havde tænkt os at tage til.  Det var blandt andet bydele som Soho – hvori et stort antal vegetarrestauranter befinder sig. Vi ankom fredag aften. Lørdag var helliget Camden Lock og Camden market. Søndag tog vi blandt andet til bydelen Soho for at finde nogle af de vegetarrestauranter vi havde undersøgt om hjemmefra. (“Vitaorganic” 74 Wardour Street, Soho) (“Govindas” 10 Soho Street, Soho) (Eat and Two Veg 50 Marylebone High Street, Marylebone)

Vi var derfor desværre ikke opmærksomme på at nogle af restauranterne i bydelen Soho havde søndagslukket. (Blandt andet: “Beatroot” 92 Berwick Street, Soho & “Mildreds” 45 Lexington Street) Det gjorde dog ikke så meget, for vi skulle ikke vandre længe rundt før vegetarrestauranter, vi ikke havde hørt om hjemmefra, dukkede op foran vore begejsterede øjne. Her er dog værd at nævne at, udover de mange 100 % vegetariske restauranter der findes i London, findes der også stort set altid vegetariske og tilmed veganske alternativer på menukortet på restauranter og cafeer. Vi var blandt andet inde at spise på en indisk restaurant (hvor maden var ok) og en Thailandsk restaurant med virkelig god mad. (“Mongosteen” Earls Court 241 Old Bromton Road – Ligger også 23 Ganton Street) På Mangosteen fik jeg en en grøntsagsret med kokosmælk, karry og “sticky rice”. Grøntsagerne i retten var utrolig friske og kokossaucen var ikke vandet eller skilt som man ofte får serveret – men cremet og meget velsmagende. Sætningen: “Det smager bedre end jeg kan lave det derhjemme!” røg vist også ud af min (sticky rice og kokos/karry ret fyldte) mund den aften.

DSCF2322Den sidste dag vi var i London tog vi til Camden markedet igen. Der var simpelthen for meget at se på kun én dag. Vi havde netop gået og talt om hvor lækkert det ville være hvis vi kunne finde et sted med en buffet hvor vi kunne spise frokost. Til vores fryd fandt vi en skøn vegetarisk thailandsk restaurant i nærheden af markedet, (6 Kentish Town Road, Camden) og hermed opnåede jeg mit første besøg på en 100 % vegetarisk buffet. (Så smukt foreviget på billedet til venstre) Maden var utrolig indbydende at se på og var godt kombineret mellem noget der var stegt/olieret og frisk/sprødt. Fadende med mad blev pyntet med farvestrålende ingredienser og ofte fyldt op. Det meste af maden, hvis ikke det hele, (det var svært at vurdere om der var æg i nogle af det indbagte) var vegansk.

Der var mange gæster i restauranten. Nogle kom dog for at få take-out fra buffeten som også var en mulighed, dette til billigere penge.

DSCF2310

På billedet til højre:

Sprødstegt grønkål

Hvidkål (som var lyserødt)

Soja millionbøf (?)

Bønnespiresalat

Stegte nudler

Tørristede jordnødder

Broccolisalat

Små forårsruller

Oliven

Sprøde sesambrød

Indbagt gulerod/kartoffel

Seitan

DSCF2007

Sidst, men ikke mindst, er det som vegetar i London en rigtig god idé at holde øjnene åbne efter de (i øvrigt mange) helsekostbutikker man kommer forbi derovre. De ligner måske meget vore egne herhjemme, (hvis man overhovedet er så heldig at bo i nærheden af sådan nogle) men er for det meste en del større og derudover kan man ofte købe: Ta daa! “To-go bokse” med lækker mad. Her kan man vælge imellem forskellige størrelser/forskellige priser, derefter er der frit valg mellem en masse fristende vegetar/vegan mad! (Som set på billedet her til venstre) Taget i betragtning at maden flere steder er økologisk, er prisen yderst tilforladelig.

Frisk salat samt lune retter som: Vegetar lasagne, quinoasalat, linseretter, ovnbagte kartofler, bønner i tomat, couscous salat & broccoli/blomkål i ostesauce – var nogle af de lækkerier vi fandt i helsekost biksene.

Helsekost med to-go bokse:

“Planet Organic”

Islington

64 Essex Road

 

Boganmeldelse: “Vegetarisk Vellyst” 29. maj 2009

Gemt under: (Månens verden), Bøger — Månebarnet @ 5:50 am

1512438Jeg har købt en vegetarkogebog som jeg meget gerne vil anbefale andre at anskaffe. Den hedder ”Vegetarisk Vellyst” og er skrevet af Tina Scheftelowitz og Christine Bille Nielsen (Politikkens forlag)

Det første point denne bog får, er af den grund at man slet ikke behøver være 100 % vegetar for at elske den! Ikke-vegetarer med hang til anderledes og lækker grøn mad, nystartede vegetarer og ikke mindst forældrene til disse, vil uden tvivl også finde masser af inspiration i denne bog. Bogen består ikke kun af lækre og nemme opskrifter med smukke billeder, men indeholder også gode råd til hvad man fx gør når en vegetar kommer på besøg, eller hvad man spiser som gravid vegetar. Den fortæller også lidt om de fordele der er ved at spise vegetarisk/vegetabilsk, men virker på ingen måde som en løftet pegefinger. Tværtimod er bogen skrevet med en lun humor og et glimt i øjet.

Man kan jo ikke andet end at elske et citat fra en kendt tegnefilmfigur som man finder i bogen.

”All normal people love meat

You don’t win friends with salad“

- Homer Simpson -

;)

Ingen af de to kvindelige forfattere er, som de fortæller i bogen, ”fuldtidsvegetarer”, men elsker frugt og grøntsager. Det er åbenbart et ganske udmærket grundlag at skrive en vegetarkogebog på – jeg er i hvert fald blevet forelsket i bogen. De har den helt rigtige og ikke mindst positive indstilling til vegetarmad som jeg gerne vil understrege med dette fine citat fra bogen.

”Kødløst eller planterigt?

Man kan vælge at se på vegetarisk mad som en udelukkelsesdiæt, dvs. mad hvor der ’mangler’ noget – i dette tilfælde animalske produkter. Vi synes, det er en trist og bagvendt måde at gå i kødet på al den skønne, grønne mad og råvarerne. Vegetarisk mad har i vores øjne sin egen ret. Det er en sluttet helhed, som ikke er defineret ved at være kødløs, men derimod ’planterig”

Vegetarisk-vellyst_250_20000


 

Anmeldelse af Café Smagløs 26. april 2009

Gemt under: (Månens verden), Madanmeldelser, Økologi — Månebarnet @ 10:08 am
Tags:

Cafe Smagløs i Århus har ligget på Klostertorvet 7 siden 1989. Selvom jeg har boet i Århus i 10 år er det først nu jeg er begyndt at kigge nærmere på café miljøet. Første gang jeg besøgte Café Smagløs fik jeg en udmærket øko-brunch til 105 kr. Jeg bad tjeneren om at få skiftet brunchens  kød (røget tror jeg det var) ud med noget andet – uden problemer. Hermed bestod den af: Røget brie. Emmentaler, blødkogt æg, syltede abrikoser, øko-smør, groft rugbrød, thebolle, yoghurt med jordbærcreme og nøddeknas, græsk yoghurt med agurk og solbær marmelade.

Jeg har udover caféens brunch også smagt deres “Manchego Sandwich” to gange. Måden osten var skåret på var anderledes fra den ene til den anden gang. Første gang var osten revet i lækre grove stykker, anden gang var den skåret ultra tyndt og mindede mest af alt om store skiver våd kyllingepålæg, en association man som vegetar ofte ikke ønsker at lave. Kvaliteten af brødet var også forskellig. Når det er sagt vil jeg skynde mig at anbefale de ovnbagte kartofler med Aiöli! Det er sprøde og nye kartofler med lækker hvidløgs dressing.

Indretningen på Café Smagløs lever godt op til sit navn, dette medvirker dog blot at stedet summer af en hyggelig og afslappet atmosfære, og caféen tiltrækker mange forskellige typer mennesker. Dette, og ikke mindst gratis vand, er et stort plus i min bog… :)

Smag ♥ ♥ ♥ ♥

Pris ♥ ♥ ♥ ♥

Betjening ♥ ♥ ♥ ♥

Atmosfære ♥ ♥ ♥ ♥

Vegetarvenlig? ♥ ♥ ♥ ♥

♥ ♥ ♥ ♥ = Direkte dårligt (På EGET ansvar)

♥ ♥ ♥ ♥ ♥ = Ringe (Ikke et besøg værdig)

♥ ♥ ♥ ♥ ♥ = Middel (Kvaliteten af maden varierer evt.)

♥ ♥ ♥ ♥ ♥ = Over middel (Kan anbefales)

♥ ♥ ♥ ♥ ♥ = Virkelig god (Jeg vil bo i gå-afstand!)

Hver tirsdag er der i øvrigt “Open mike” på caféen. En erfaren komiker præsenterer nye og ukendte talenter, såvel som mere etablerede navne, der kommer for at prøve nyt materiale af. Arrangementet starter kl. 20.45 og der er gratis entré… Tilmeld dig deres gruppe på Facebook og få en invitation når gruppen opretter “events/begivenheder”.

Besøg Cafe Smagløs’ hjemmeside

Læs flere anmeldelser af cafeen på Mangospot.dk

Gruppen “Open mike på Cafe Smagløs” på Facebook

 

Anmeldelse af Cafe Mo&Fro 5. april 2009

Gemt under: (Månens verden), Madanmeldelser, Morgenmad, Økologi — Månebarnet @ 10:11 am
Tags:

“Mo&Fro” er en hyggelig lille café som ligger i Borggade 16 i Århus C. Her kan du købe morgenmad og frokost. (Deraf navnet MOrgenmad & FROkost) Du kan vælge at spise maden i caféen , eller tage den med på farten. Alt deres mad er hjemmelavet, økologisk og noget af det er tilmed vegetarvenligt. Caféen fungerer også som en mini “helsekost” med udvalgte økologiske varer.

Jeg fik en sandwich med rødbedebøf og persille pesto til 42 kr. hvilket er billigt for økomad med sjæl i. Det var egentlig ikke en rødbedebøf der kom i, men snarere en rødbedepostej. Det gjorde dog bestemt ikke noget da det kun gjorde sandwichen mere saftig og smagen var rigtig lækker. Brødet, som tydeligvis også var hjemmebagt, var smagfuldt og havde lige tilpas bid. Betjeningen var venlig og atmosfæren i caféen var afslappet. Der er ikke en speciel køn udsigt fra café Mo&Fro, men man kan jo vælge at kigge på noget andet end Borggade, fx den hyggelige indretning eller de søde og smilende piger bag disken. ;)

Jeg vil helt klart spise der igen!

Smag ♥ ♥ ♥ ♥

Pris ♥ ♥ ♥ ♥ ♥

Betjening ♥ ♥ ♥ ♥ ♥

Stemning ♥ ♥ ♥ ♥

Vegetarvenlig? ♥ ♥ ♥ ♥

♥ ♥ ♥ ♥ = Direkte dårligt (På EGET ansvar)

♥ ♥ ♥ ♥ ♥ = Ringe (Ikke et besøg værdig)

♥ ♥ ♥ ♥ ♥ = Middel (Kvaliteten af maden varierer evt.)

♥ ♥ ♥ ♥ ♥ = Over middel (Kan anbefales)

♥ ♥ ♥ ♥ ♥ = Virkelig god (Jeg vil bo i gå-afstand!)

Læs mere om caféen på hjemmesiden Mo&Fro

Læs flere anmeldelser af Caféen på Mangospot.dk

 

Jeg ♥ skrald 25. januar 2009

Gemt under: (Månens verden), Genbrug — Månebarnet @ 9:26 am
Tags: ,

affaldPå bloggen Malkavia skriver Louise om at være veganer. Om bæredygtighed, genbrug, og om at være ”skralder”. Det er ikke så længe siden hun startede bloggen, men der er allerede lækre opskrifter og spændende læsestof derinde. Hvis man endnu ikke har stødt på begrebet ”at skralde” anbefaler jeg at man læser lidt om det inde på hendes blog. Jeg har selv prøvet at skralde nogle gange sammen med en veninde, og har aftalt med nogle flere veninder at vi meget snart skal gøre det igen.

Men nu skal det ikke handle om ”at skralde” – bare skrald. Eller affald… Her til morgen læste jeg nemlig dette indlæg om hvordan affald bliver sorteret bedst. I indlægget linkede hun til hjemmesiden “I love ♥ My Trash” – hvor man blandt andet kunne tage en test for at se hvor meget man vidste om at sortere sit affald. (Bor man på Frederiksberg eller i København kan man desuden score sig en gratis t-shirt med et I ♥ Trash logo på.) Jeg fik 8 ud af 9 – og var godt tilfreds. Den jeg havde forkert var om hvorvidt låget på marmeladeglasset måtte blive på i glascontaineren eller ej. Det måtte det! På hjemmesiden findes en masse svar omkring hvad for noget papir, glas og pap der må smides i genbrugscontaineren – og hvad der ikke må.

Efter at have søgt lidt på nettet fandt jeg:

  • Hjemmesiden sorterditaffald.dk som blandt andet giver 7 gode råd til at få mere plads i skraldespanden. (Læs printversion her)
  • Jeg fandt også affald.dk – en helt fantastiske og lærerig hjemmeside hvor både børn, unge og voksne kan få inspiration og hjælp til hvordan vi i fællesskab bliver bedre til at værne om miljøet. Hjemmesiden er et samarbejde mellem 16 affaldsselskaber og kommuner og kan frit anvendes til undervisningsbrug.

globushop

 

Sukkerafgiftning 2# 22. januar 2009

Gemt under: (Månens verden) — Månebarnet @ 10:33 pm
Tags:

pink_sprinkled_donutSå blev det torsdag – og dermed er der gået en uge siden jeg startede min “sukkerafgiftning”. Det er gået rigtig godt, men trangen er der endnu. Jeg vil beskrive den som en nærmest refleksmæssig lyst til sukker, og det er ofte når jeg keder mig eller når der skal “hygges” at sukkertrangen udløses. Men så bliver jeg mindet om mit projekt – og det får straks trangen til at forsvinde. Jeg har derfor på fornemmelsen at mit sukkerindtag ikke er en fysisk men en psykisk trang – forsaget af dårlige vaner gennem længere tid. Det kræver noget tid at få nye vaner, jeg forestiller mig at det tager omkring en måned at komme fri af den.

Jeg er igennem den sidste uges tid blevet mere bevidst om andre fødevarer jeg indtager, lyst brød og pasta giver mig nogle af de samme symptomer som sukker, og det er derfor oplagt at jeg i den nærmeste fremtid tager hul på også at skære disse så meget som muligt væk fra min kost. I modsætning til sukkertrangen føler jeg til tider en fysisk trang til at spise kulhydrater i form af fx lyst brød. Det er rigtig skidt for det giver nogle uheldige svingninger i blodsukkeret og så vidt jeg kan læse mig frem til kan dette netop udløse sukkertrang. Jeg har også læst at uraffinerede kulhydrater giver en langsom stigning i blodsukkeret, det er fødevarer som også går under betegnelsen GI. (Lavt Glykemisk Indeks) Jeg ved kun en smule om hvad GI er, men jeg vil undersøge det nærmere og meget muligt skrive et lille indlæg om det på et tidspunkt.

617222

I mellemtiden er her 2 gode råd mod sukkertrang: (De er endnu uafprøvede)

  • Børst tænder!

  • Snus til vanilje!

(Gad vide om rådene ligeledes virker mod hvedebagels trang?)

 

Sukkerafgiftningen 1# 16. januar 2009

Gemt under: (Månens verden) — Månebarnet @ 3:02 pm
Tags:

fc3b8r-og-efter

Det har aldrig rigtigt været svært for mig at holde mig fra sukker og søde sager. Jeg har altid været glad for god mørk chokolade, men stod jeg med valget mellem salt eller sødt, valgte jeg som oftest salt. Det var derfor heller ikke svært for mig at undvære sukker i sommeren/efteråret 2007 hvor jeg besluttede mig for at jeg ville tabe mig. Udover at jeg selvfølgelig spiste sundt og motionerede spiste jeg i denne periode stort set intet sukker, men jeg savnede det ikke og jeg kunne dårligt spise et par figner, dadler eller endda vindruer uden at jeg syntes det blev for sødt… (Der er ca. 10-13 kg forskel fra det første til det andet billede til højre.) Da jeg over en periode i sommeren 2008 levede som veganer, fik jeg dog pludselig en sød tand. Jeg tror primært det skyldtes min store begejstring over de lækre veganske desserter jeg opdagede man kunne lave. “Chokolade muffins”, “Apple Crumble med muscovado sukker”, store cookies med chokolade og nødder, vegansk chokolade mousse… (Savle savle!) Da jeg gik tilbage til at være vegetar, fulgte sukkervanen åbenbart med, og jeg lagde som sådan ikke mærke til at min trang til søde sager eskalerede. For nylig har jeg dog flere gange oplevet en sammenhæng mellem mit indtag af sukker og tydelige følelsesmæssige reaktioner. (Tristhed/modløshed, vrede, bekymring og let til tårer.) Min kæreste oplevede selvsagt også en del af disse uhensigtsmæssige situationer, og til stor frustration for ham var det ofte flere følelser på en gang som hærgede mit sind.

Efter at have læst en tråd om andres erfaring og faren ved sukker inde på forummet vegetarkontakt.dk, kom jeg virkelig til at tænke over mit eget sukker(over)forbrug, besluttede jeg mig i går morges for at jeg vil ”sukkerafgiftes”.  Jeg læste desuden en rigtig spændende artikel i helsebladet

“Naturli” ( December 2008 ) om mennesker med HSP (står for “Højt Sensitiv Person) og i forbindelse med det følelsesmæssige aspekt jeg oplever omkring at spise sukker blev det endnu mere tydeligt for mig at jeg måtte foretage nogle ændringer. (Læs mere om HSP på hjemmesiden

www.sesitiv.dk)

42-15661510Mit mål er en uge uden sukker. Jeg tror ikke det bliver et problem at overholde men jeg vil selvfølgelig derefter sætte mig et nyt mål. Jeg har allerede skiftet min elskede Provamel sojamælk (med sukker og vanilje) i min grød ud med en sojamælk uden sukker. (Provamel uden sukker men med calcium.) Honningen på toppen er også væk. Jeg får helt sikkert lyst til at hygge-guffe her i weekenden, især hvis jeg skal se film med min kæreste. Jeg har ristet en pose mandler, købt en stor økologisk mangofrugt som jeg glæder mig til at guffe i stedet for hvad-der-nu-end-lige-er-tilbage-i-skabet-efter-julemåneden. Heldigvis foretrækker jeg klart vand frem for juice, saft eller sodavand, så det kommer ikke til at være et problem. Tiden vil vise hvor længe jeg skal undvære sukker før jeg kan mærke en mindskning i sukkertrangen og antallet af følelsesmæssige reaktioner. Forhåbentlig kan jeg snart igen synes at vindruer bliver liiidt  for søde i længden.

Fortsættelse følger…