Nu har jeg fået svar fra DR2 omkring deres brug af Foie Gras i Anne Hjernøe’s madprogram “AnneMad”.
|
|
|
|
“Kære Luna
Tak for din henvendelse til AnneMad.
Du har klaget over anvendelsen af foie gras i programmet.
Foie gras kan købes i rigtig mange dagligvarebutikker og specialforretninger, og det står på mange restauranters menukort. Det er altså en del af den danske madkultur. Og foie gras hører også naturligt hjemme i Anne Hjernøes eget køkken, hvor programmet foregår. Så uanset produktionsmetoderne synes rigtig mange danskere, at foie gras er en delikat spise. Men de fleste ved ikke, hvordan man kan variere brugen af den. Derfor giver Anne i programmet er opskrift på, hvordan man selv kan lave en lille ret med foie gras.
Du har helt ret i, at det kræver nogle alvorlige etiske overvejelser, når man begynder at anvende foie gras i sit køkken. Derfor gør Anne Hjernøe også opmærksom på, at produktionsmåden er kritisabel. Men for hende overstiger smagsoplevelsen de moralske betænkeligheder, så derfor både spiser og tilbereder hun foie gras et par gange om året. Og så længe det er tilladt at købe og spise foie gras i Danmark, må det være op til den enkelte selv at tage stilling til, hvad der er vigtigst for vedkommende. Du har taget stilling og Anne har taget stilling – det vigtigste er at I har en holdning. Desværre er I er ikke enige, og jeg skal beklage hvis du føler dig krænket af brugen af foie gras i AnneMad, men jeg kan fortælle dig, at foie gras ikke vil indgå i de resterende 7 programmer i serien 2008.
mvh
Søren Bo”
|
|
|
|
Mit svar: (For jeg synes bestemt der var grundlag for endnu en mail!)
Hej DR2
Tak for det hurtige svar. Jeg håber at I læser alle jeres breve omhandlende dette emne, da jeg ved at mange har skrevet til jer, men at I har sendt det samme svar.
I skriver at: “det vigtigste er at I har en holdning.” I dette må jeg virkelig erklære mig meget uenig. Det vigtigste er ikke at have en holdning til emnet. Holdning må i dette tilfælde, og i rigtig mange andre tilfælde, være det første spæde skridt mod forandring.
Det er sandt at det, så længe det er tilladt at købe Foie Gras i Danmark, må være op til den enkelte dansker at tage stilling. Men tager danskere som Anne Hjernøe i grunden stilling? Er det hun gør ikke blot at lukke øjnene og dermed tillade krænkelser af uhyrlig art for egen tilfredsstillelses skyld? Og hvis dette er tendensen i Danmark, hvilket jeg for øvrigt ikke har indtrykket af, føler I som TV station så ikke at I har et stort ansvar overfor de danskere som også vælger at lukke øjnene? I dagens Danmark er det ligeledes endnu tilladt at betale penge for seksuelle ydelser. (Dette gælder ydelser fra mennesker OG dyr) Min personlige holdning er, at det ikke gør det mere rigtigt af den grund. Ikke desto mindre trives prostitutionen i Danmark bedre end nogensinde. I begge tilfælde må der ske en massiv holdningsændring, og i sidste ende en lovgivning imod det.
Det er derfor mit håb at Foie Gras på ingen måde bliver en del af den danske madkultur, men derimod engang i fremtiden bliver forbudt både at købe eller sælge her i landet.
Mvh Luna





