Månebarnet

Svampe-valnøddepaté 23. august 2009

Denne opskrift er også fra kogebogen “Vegetarisk vellyst”. (Se også rødbede/quinoa dunser samt mandelmousse) Jeg brugte en blanding af almindelige champignon, nogle svampe jeg fandt på dåse i en asiatisk grønthandel kaldet “straw mushrooms” samt tørrede  “kinesiske svampe” (jeg kalder dem knirkesvampe) som jeg lod stå i vand til de var klar til at blive skåret i fine strimler.

Opskriften er vegetarisk da der er æg og yoghurt i – men jeg kunne rigtig godt tænke mig at lave den vegansk! Måske kan hørfrø skum gøre det ud for ægget, og sojafløde gøre det ud for yoghurten? Hvis nogen afprøver en vegansk udgave inden jeg selv når så langt – vil jeg meget gerne høre hvordan den blev!

Ingredienser

  • 1 dl hel Quinoa
  • 1  ½ dl vand
  • 50 g. valnødder (eller flere!)
  • 300 g, løg
  • 500 g. svampe (gerne blandede)
  • 1 fed hvidløg
  • 3 spsk. hakket frisk estragon (eller 1 spsk. tørret)
  • 2 økologiske æg
  • 1 dl. græsk yoghurt
  • 1 ½ tsk. salt
  • Friskkværnet peber

Kog Quinoaen i 1 ½ dl vand i 10 min. Tilsæt lidt salt og lad den derefter trække i 10 min. Hak valnødderne groft og rist dem på en tør pande til de er gyldne.

Pil og hak løgene fint. Steg dem i lidt olie. Svampende hakkes og tilsættes. Kom det hele i en skål og tilsæt Quoina, valnødder, presset hvidløg, estragon, æg, yoghurt, salt og peber.

Kom blandingen i et fad på ca. 15 x 20 cm. smurt i lidt olie. Bag svampe-nøddepatén i ca. 30 min ved 175 grader. Er bedst kold!

 

Verdens Bedste Nøddepostej 24. oktober 2008

Da jeg tilbage i april måned postede et indlæg om min veganske (og ikke mindre end fænomenale!) nøddepostej, var det ikke uden en vis frustration. På billedet lignede postejen nemlig ganske enkel noget en ko havde skidt ned i en pocelænsform. Derfor vælger jeg nu at slette føromtalte indlæg og poste den for resten stadigt fantastiske opskrift igen. Denne gang med bedre og langt mere appetitvækkende billeder. :) Ved dette forhøjes chancerne forhåbentlig også for at endnu flere mennesker har lyst til at afprøve den, og blive lige så afhængig af den som jeg bestemt er.

Ingredienser

  • 450 g. knoldselleri
  • 350 g. champignon
  • 100 g. løg
  • 200 g. hasselnødder
  • 3 spsk. sojasauce
  • Friskkværnet peber
  • 2 spsk. urtesalt
  • 150 g. æbler i både (uden skrald)
  • 100 g. hele svesker

Fremgangsmåde

Skær knoldsellerien i store tern og kog den i letsaltet vand til den er mør. Derefter hældes vandet fra (smid det ikke ud! Brug sellerivandet til at lave en lækker grøntsagssuppe af. Gem det evt. i fryseren til du skal bruge det.) og selleriternene moses med en stavblender. Hasselnødderne blendes i en blender eller en minihakker (ikke helt fine, men næsten) og tilsættes massen. Løg og champignon hakkes fint og tilsættes også. (Hvis du har en minihakker er løg og champignon hurtigt hakket fint!) Smag nøddefarsen til med urtesalt, peber og sojasauce. Halvdelen af farsen kommes nu i et ildfast fad. Æbler og svesker lægges skiftevis ovenpå nøddefarsen. Slut af med den anden halvdel af farsen.

Bag ved 200 grader midt i ovnen i ca. 45 min.

Nøddepostejen kan sagtens spises lun som tilbehør, men er efter min mening bedst kold som tilbehør eller som pålæg på ristet rugbrød!

 

Linsepostej (Grønne linser) 16. maj 2008

Ingredienser

  • 200 g. grønne linser
  • 500 g. kartofler (melede)
  • 100 g. gulerødder
  • 100 g. broccoli
  • 150 g. løg
  • 200 g. champignon
  • 2-3 spsk. sojasauce
  • Salt og peber
  • 3 spsk Ajvar (Kan udelades)

Fremgangsmåde

Skyl de grønne linser i koldt vand og kog dem i 4 dl letsaltet vand i 20 min . Skræl gulerødder og kartofler og skær dem i mindre stykker. Kog dem sammen med broccolien (ligeså i letsaltet vand) i ca. 10 min. Når de er møre blendes de let med en stavblender. Dog ikke til en fin mos. Der må gerne være små ”chunks” af gulerod og kartoffel. Hak løg og champignon fint – og bland alle ingredienser i gryden med linser. Smag til med salt, peber, sojasauce og evt. Ajvar.

Bag midt i ovnen ved 200 grader i 45 min…

Der bliver en stor portion af denne opskrift, nok til mange dage hvis postejen bruges som pålæg. Postjen er desuden både fedtfattig og indeholder kun ca. 103 kcal pr. 100 gr. (Udregnet på sitet www.madital.dk)

 

Linsepostej (Røde linser) 24. april 2008

Ingredienser

  • 100 g. røde linser
  • 350 g. kartofler (ca. 2-3 store melede)
  • 100 g. broccoli
  • 100 g. gulerod
  • 100 g. rødbede
  • 1 lille løg
  • 1-2 fed hvidløg
  • 1 tsk. karry
  • Friskkværnet peber
  • 2 spsk. rasp
  • 2 spsk. sojasauce

Fremgangsmåde

Skyl de røde linser i koldt vand og kog dem i 5-7 min. Hæld overskydende vand fra og lad dem køle af. Skær kartoffler og broccoli i mine stykker og kog dem helt møre. Riv gulerødder og rødbede i en skål og tilsæt de røde linser når de er fingervarme. Hak løget fint og tilsæt også salt, peber, rasp, sojasauce og karry.

Når kartofler og broccoli er møre hældes vandet fra og de moses let med en stavblender. Det skal ikke blive helt til mos men stadig have noget bid. Bland kartoffel/broccoli “mosen” og linseblandingen og hæld det hele i en smurt form eller et fad. Bag ved ca. 200 grader i 45 min – eller til postejen har fået en gylden skorpe.