.

.
Det traditionelle hamburgerryg, spegepølse, ost eller leverpostej er hvad mange danskere forbinder med “pålæg”. Det kan derfor godt føles en smule uoverskueligt for nye vegetarer eller veganere at ændre disse, måske livslange pålægsvaner. Men, ligesom med alle andre mere eller mindre indgroede vaner, kræver det blot lidt tid at ændre på dem. …og så hjælper det selvfølelig at bruge sin gode fantasi og denne side til inspiration.
Se evt. også alle mine opskrifter på pålæg her
.
Avokado skåret i skiver er sundt og nemt at bruge som pålæg. Avocado er en fed frugt, men den indeholder det sunde fedt – så man skal ikke være bange for at spise masser af den! Når avokadoen er mørk i skrællen, giver let efter for tryk og hvis hullet er grønt når du piller den lille stilk dut af, er den moden til at spise.
.
Aubergine kan skæres i skiver, marineres i olivenolie, sojasauce (evt. lidt hvidløg) og bages i ovnen. Brug skiverne som pålæg på f.eks ristet rugbrød, som fyld i pitabrød, ruller eller burgere.
.
Bønnedip er både nemt, billigt, mættende, proteinrigt og lækkert som smørepålæg. Prøv dig frem med forskellige typer bønner såsom butterbeans, kidney bønner, black eye bønner, eller pintobønner. Bønner skal stå i blød længe, og derefter koges. Bland med citronsaft, tahin, (sesam pasta) hvidløg, olivenolie, salt, peber og dine yndlings krydderier.
.
Fredsfisk er paneret pastinak og er skønt som pålæg. Gem evt. et par fra aftensmaden aftenen før.
.
Frikadeller fra aftenen før er et nemt og billigt pålæg – og så mætter det godt!
.
Frisk frugt såsom banan, kiwi, melon, mango, jordbær og pære er både sundt pålæg og smager dejligt på ristet brød. Prøv evt. også at mose en banan og bland den med lidt sirup, kanel, nogle nødder, lidt tahin eller ristede sesamfrø.
.
Frugtpålæg mætter godt og og indeholder mange fibre. Det kan købes over alt, men man kan selvfølgelig også lave sin egen frugtpålæg af f.eks figner, dadler, svesker, abrikoser, rosiner, blendede nødder eller kokosmel.
.
Guacamole røres hurtigt sammen af moden avocado, lime eller citronsaft, hvidløg, naturel sojayoghurt, salt og peber – bruges som den er eller sammen med veggie-deller, agurk eller rød peberfrugt!
.
Hummus laves på kogte og blendede kikærter tilsæt olivenolie, citronsaft, hvidløg og tahin. Det spises traditionelt som tilbehør sammen med brød om aftenen, men man kan også bruges det som smørepålæg til madpakken.
.
Kartoffel er fremragende som pålæg, og meget undervurderet som pålæg efter min mening. Kog en stor portion kartofler og opbevar dem i en lufttæt boks. Lige til at tage ud og skære i skiver. De kan holde sig 3-4 dage i køleskabet.
.
Makrelsalat, eller i hvert fald noget der ligner lidt. Salaten er baseret på rød linser og indeholder derudover alle de lækre ingredienser og krydderier som jeg kom i en makrelsalat inden jeg blev vegetar.
.
Mayonnaise uden æg og mælkebestanddele kan købes i helsekostforretninger. Få evt. din lokale helsekost til at bestille den hjem hvis de ikke har den eller lav den selv! Det er virkelig nemt, og du kan tilsætte lige præcis den smag du ønsker. Spis den på brød under kold kartoffel eller kikærtefrikadeller, eller som dressing i vegeburgere.
.
Nuttolene er lavet af jordnødder, vand og salt og købes på dåse fra Nutana. Den kan skæres i skiver (med en osteskærer bliver skiverne tynde) og bruges direkte som den er eller ristes på panden med lidt salt.
.
Nøddepostej er et hit som pålæg! Dette er min egen opskrift og jeg plejer at kalde den for “Verdens Bedste Nøddepostej.” Jeg laver den altid med det formål at bruge den som kold tilbehør til aftensmaden eller som koldt pålæg.
.
Oliventapenade kan købes på glas mange steder. (Vær dog opmærksom på at nogle oliventapenader indeholder ansjoser) Den bedste tapenade er dog hjemmelavet! Køb nogle smagfulde sorte oliven og blend dem med lidt olivenolie, soltørret tomat, hvidløg og kapers. Spis tapenaden som den er på brød eller under andet pålæg som f.eks kartoffel eller tomatskiver. Se min opskrift på oliventapenade her
.
Ost
Tofutti laver smøreoste i følgende smagsvarianter:
- Hvidløg og urter
- Urter og purløg
- Fransk løg
- Original (Neutral)
Smørerostene smager utroligt meget som flødeoste på komælk, men er 100 % veganske. Irma har tidligere solgt 2 af ostene, men de kan nu kun købes i udvalgte helsekostbutikker.
Tofutti laver også ost som cheddar og mozzarella i skiver som kan bruges f.eks i en burger. Jeg er imidlertid ikke særlig stor fan af dem og køber derfor i stedet vegansk ost på Vegan Wonderland. Her er mine anbefalinger fra siden:
- VeGourmet Santeciano er ikke god inden tilberedning, men super lækker når den smelter! Brug den f.eks i en toast.
- No Muh (Melty) er rigtig smagfuld og lækker, uden at blive tilberedt. Skæres blot i skiver og kommes på brød.
.
Peanutbutter smager dejligt sammen med marmelade eller bananskiver på brød.
.
Pesto kan laves både nemt og billigt selv med f.eks basilikum, rucola, ramsløg eller persille. Men den røde og grønne pesto fra Urtekram er begge veganske og er super lækre på brød alene eller med f.eks skiveskåret agurk
.
Remulade kan købes vegansk i Føtex eller Salling (Århus og Ålborg) under navnet “Piccalilly” af mærket Cervera. Den er uden mærkelige e-numre og smager fantastisk på rugbrød under et par skiver Nuttolene, kartoffelskiver eller ovenpå et stykke knækbrød med Tartex. Den kan blandes op med lidt sojayoghurt eller vegansk mayonnaise, men den smager også rigtig godt præcis som den er!
.
Sandwichcreme fra Nutana
.
Sandwichspread - fra Urtekram er baseret på solsikkekerne og krydderier. Smørepålægget kan fås med følgende smagsvarianter:
- Tomat
- Basilikum
- Karry
- Rødbede og peberrod
.
Streich er et tysk smørepålæg af mærket “Zwergenwiese“. (Økologisk og biodynamisk) Det kan fås i rigtig mange helsekostbutikker landet over, og er baseret på solsikkekerner, solsikkeolie og masser af krydderier til at give smag. Produktet fås i rigtig mange forskellige varianter – se link. Jeg har efterhånden smagt en del af varianterne, og er særligt begejstret for den med soltørret tomat, den med tomat/rucola samt den med purløg!
.
Tahin eller “sesampasta” minder lidt om peanutbutter/jordnøddesmør i konsistens. Den kan bruges som den er som pålæg på brød, eller som en vigtig ingrediens i hummus. På ristet rugbrød sammen eller under et par skriver banan smager tahin fantastisk! Der er stor forskel på kvaliteten af tahin. Jeg synes den bedste er fra Rømers (m. salt) Den er lidt mørkere og fastere i konsistensen end mange af de billigere og lysere udgaver (som dog er gode til dressinger!) man kan købe hos grønthandlere, og så er den økologisk. Den lyse farve skyldes at sesamfrøene er afskallede , hvorved en del af næringen i frøene går tabt.
.
Tzatziki er en græsk specialitet som består af revet agurk, (soja)yoghurt, citronsaft, hvidløg, salt og peber. Den spises som tilbehør til aften. Man kan dog også, ligesom så meget andet, bruge den som smørepålæg. Prøv også at brug frisk revet rødbede i stedet for agurk. Farven bliver virkelig flot, og rødbeden mætter bedre end agurken.
.
Tartex er et vegansk smørepålæg der købes på tube. Pålægget er baseret på et gærkonsentrat. Man skal også lige vænne sig til at den er på tube, som dog er vildt praktisk hvis man skal have den med i tasken, f.eks på vandreture, skovture eller festivaller. Mine favoritter er den med chili, den med hvidløg og urter, den med champignon og den med oliven! Tartex smørepålæg kan indtil videre kun købes i helsekostbutikker.
.
Æggesalat lavet på tofu med alle de traditionelle ingredienser der gør en æggesalat, eller “ikke-salat” som jeg kalder den, til hvad den er.
.
Ærtespread er lyn hurtigt at lave. …og så er det sundt og lækkert!
.
.












http://tollmeyer.wordpress.com/2012/07/10/hjemmelavet-sandwich-spread-med-tomat-og-rosmarin/
Opskrift på hjemmelavet sandwich spread – Så slipper man billigere end ellers (;
Super fin liste med mange alternativer. Folk spørger mig altid om, hvad jeg spiser, når jeg nu ikke får kød mm. ‘Mad’ plejer jeg bare at sige. Jeg glemmer, de lever i en lidt anden madverden end jeg selv gør og tænker derfor ikke på, hvad det egentlig er for noget pålæg o.a. jeg får smurt på brød.
Tak for inspiration! Det ser bare lækkert ud.
Ja, man kan blive helt overrasket over sådan en spørgsmål når man selv er blevet vant til at spise anderledes og ikke tænker over det i dagligdagen.